som vidner om, at han her ret taler ud af Hjertet. Han
spillede selv Fløjte og Violin; angaaende det sidste Instrument
klager han endnu i sine sidste Aar over, at han aldrig
trods idelig Øvelse har kunnet lære at stryge rigtig; paa
Fløjte synes han at have havt en ikke ringe Færdighed, i al
Fald ansaaes han under sit Ophold i Oxford „for en af dem
der allerbest forstod at tractere en Fløyte.“ Hans Ytringer om
Musikkens Udartning er som de kunde være skrevne om visse Udskejelser
i vor egen Tid; hvorvidt de i Virkeligheden er berettigede
kan jeg, uden Kjendskab til den Tids musikalske Litteratur,
ikke afgjøre. Maaske havde man dengang ogsaa en
„Fremtidsmusik,“ som var ham for høj; for sit Vedkommende
holdt han sig til Fortidsmusikken, blandt hvis Mestere han
udhæver Corelli, en i Instrumentalmusikkens Historie epokegiørende
Komponist,[1] hvis Tid (omkring 1700) han betragter
som Musikkens Guldalder. „Ved vort Seculi fordervede
Smag,“ heder det, „er den Musik, som for 50
Aar siden haver været i Brug i Europa, ganske vanslægtet
fra sin naturlige Sødhed. Thi de Compositioner, som
nu giøres, sigte mere til Konst end Angenemhed, meer for
at give Musicantere og Sangere noget at exercere sig
paa, end at fornøye Tilhørere; saa at det er gaaet med
Musikken som med vore nymodiske Skue-Spill, hvilke gamle
Folk, hvis Smag er endnu ey fordervet, ikke kand ansee
uden Vemmelse. Disse Tiders Kiendere ville intet have
uden hvad som er vanskeligt og konstigt, skiønt man kand
sige, at det er aldeeles ingen stor Konst at componere en
vanskelig Concert; thi mangen een kand ved en simpel
Menuet vise Prøve paa et rart Genie og et naturligt
Seculum, Aarhundrede.
- ↑ „Corellis Kompositioner udmerker sig ved letflydende Melolodier, Klarhed og jevn Naturlighed.“ Grendel, Geschichte der Musik.)
