Om end maaske Holbergs historiske Skrifter ikke egentlig
viser dybtgaaende Lærdom, saa vidner de dog alle om
en samvittighedsfuld og sandhedskjærlig Undersøgelse, der
dog ikke har været til Hinder for Fremstillingens Klarhed,
Liv og Lune. Men han klager højlig over de Vanskeligheder,
han har havt at kjæmpe mod under sine historiske
Forarbejder, og er nærved at fortryde paa at han har
anvendt saa megen Tid paa dette Studium, naar han betragter
„den Uvished og de Stridigheder, som derudi møde.“
Snart er Kildeskrifterne som i Middelalderens Kirkehistorie,
„opfyldte med opdigtede Jærtegn, og deres Læsning desmere
u-fordøyelig, efterdi Stilen derhos er saadan, som man kand
forgive Rotter med“ – snart paa Grund af Censurtvangen
indtørrede til „Lovsange eller tørre og mavre Dag-Registere,
saa at det Stempel af Imprimatur, som settes paa Bogen,
kand forsikkre Læseren om, at han derudi intet andet vil
finde“ – eller Nationalforfængeligheden har taget al sund
Kritik fangen: „de danske Antiqvarii extravagere herudi,
og vore Naboer end meere: thi alt hvad som findes paa
Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle
Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at
der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa
Dovrefjeld, og Frugten af det forbudne Træ skulde blive
til et Svensk Æble“ (En tydelig Allusion til Rudbecks
Atlantica). Med hans udelukkende Retning mod det Reelle
og Faktiske kan det ikke undre os, at f. Ex den hele Sagn-
Antiqvarius, Oldforsker. Extravagere, skeje ud.
Side:Folkevennen 1863.djvu/296
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest
292
Holbergs Karakter og Meninger.
Efter hans egne Udtalelser.
(Af H. Lassen.)
(Slutning.)