Jeg har en Bi-Tanke med dette at overtale netop Almuebibliothekernes
Bestyrere til at samle Bidrag. Ikke alene at de
saa nemt kunne bringe Sagen paa Bane iblandt selve den virkelige
Almue – men det vilde være en smuk Maade at bringe
Almue-Bibliothekerne i Erindring, og disse Bibliotheker afhænge
jo for en stor Del af den offentlige Mening om dem. Skal
Staten eller Private have Lyst til at understøtte dem med Gaver
af Penge eller Bøger? Skulle Videnskabsmænd og Digtere og
andre Forfattere føle sig tilbøielige til at skrive med særligt
Hensyn til Almuesmandens Underholdning og Oplysning? Det
kommer an paa, hvad gunstig Mening man kan have om Almuens
virkelige Interesse for disse Ting, om Almuens personlige
Deltagelse i et saadant fælles Folke-Anliggende som det, Indbydelsen
handler om.
Just fordi jeg ønsker Almuebibliothekernes Trivsel, derfor vil jeg gjerne, at der skal kunne sees et Tegn her fra de Kredse, hvis Midtpunkter de ere. Bidrag fra Almuebibliothekernes Bestyrelser vilde jeg betragte som Tegn fra Hytter og Huse, hvor kanske Vinterkvellens Tranlampe eller Tyristikke lyser over Saga-Skriften.
Eilert Sundt.
Ved at omtale endel Yttringer af religiøst Sværmeri i Finmarken og Senjen i de senere Aar, har jeg fortalt, at den halv krampagtige, halv vilkaarlige Hoppen og Skrigen, som undertiden har fundet Sted under Kvænernes religiøse „Opbyggelsesmøder,“ og som paa den Tid (1861) antoges ganske at være ophørt i Alten, fremdeles vedblev paa Hammerfest Vadsø og flere andre Steder i Finmarken, især om Vinteren i den mørke Tid. Nu have atten navngivne Mænd fra Vadsø til Folkevennens Redaktion indsendt en Erklæring hvori bl. a. denne Beretning for Vadsø By og Prestegjelds Vedkommende siges at være „fuldkommen Usandhed, idet Opbyggelser af det anførte Slags her ikke have været holdte.“