Side:Folkevennen 1863.djvu/259

Denne siden er ikke korrekturlest

255

den praktiske Udholdenhed – der overalt og ikke mindst i denne Sag tiltrænger al mulig Støtte.^[1]

– Et engelsk Folkeoplysningsselskab. Der er flere, og der kunde skrives en Bog om dem Men denne Gang skal jeg kun tale lidt om et af dem, nemlig „Det religiøse Traktat-Selskab i London.“

I Aaret fra Marts 1861 til Marts 1862 udbredte det henved 42 Millioner Exemplarer af sine Skrifter i

↑ Siden jeg udgav min „Beretning om Fantefolket i Norge,“ 1850, har jeg ikke uleiliget med Skrifter om Fanternes forviklede Historie og Sprog. Derimod har jeg skrevet en 1ste, 2den og 3die Aarsberetning, om hvorledes det frugter og moner med Bestræbelserne for at faa Fantevæsnet paa en god Maade bragt til Endskab. Beretningerne af 1862 indeholder Uddrag af Indberetninger fra Lensmændene alt Riget over, om Fanternes nuværende Færd og Væsen. Som Tak for disse Bidrag blev den trykte Beretning sendt til samtlige Lensmænd, og ved den Leilighed tillod jeg mig at yttre Ønske om, at man i indeværende Aar 1863 vilde lægge Mærke til hvert Fantefølge, som gik, og ved Aarets Udgang underrette mig om, hvad de hed, hvor de kom fra og lignende Oplysninger. Det var Meningen, at Lensmændene kanske kunde faa Bistand hertil af Folk, som boede paa beleilige Steder. – Dette tillader jeg mig nu at bringe i Erindring. Jeg kjender nu saa taalelig det hele Omstreiferfolk i Strøget mellem Stavanger og Skien eller Laurvik, hvor jeg nogle Gange har reist og søgt efter dem. Men jeg ønsker at blive oplyst om hvert eneste Følge, som gaar. Jo fuldstændigere og paalideligere vi blive kjendt med Antallet af Personer og alle andre Omstændigheder, des snarere skal det lykkes at faa gjennemført saadanne Forestillinger som disse Menneskers Forvildelse og Elendighed kræver. Jeg tror ikke, at det staar til os Mennesker at afhjælpe al Elendighed i Landet, heller ikke at tvinge ned al Last og Brøde. Men den Form af Utilbørlighed, at letsindige Mennesker drage om med Børn og opdrage dem i et hjemløst Omflakkerliv, det mener jeg, at vi skulde forene os om at modvirke.

[1] Siden jeg udgav min „Beretning om Fantefolket i Norge,“ 1850, har jeg ikke uleiliget med Skrifter om Fanternes forviklede Historie og Sprog. Derimod har jeg skrevet en 1ste, 2den og 3die Aarsberetning, om hvorledes det frugter og moner med Bestræbelserne for at faa Fantevæsnet paa en god Maade bragt til Endskab. Beretningerne af 1862 indeholder Uddrag af Indberetninger fra Lensmændene alt Riget over, om Fanternes nuværende Færd og Væsen. Som Tak for disse Bidrag blev den trykte Beretning sendt til samtlige Lensmænd, og ved den Leilighed tillod jeg mig at yttre Ønske om, at man i indeværende Aar 1863 vilde lægge Mærke til hvert Fantefølge, som gik, og ved Aarets Udgang underrette mig om, hvad de hed, hvor de kom fra og lignende Oplysninger. Det var Meningen, at Lensmændene kanske kunde faa Bistand hertil af Folk, som boede paa beleilige Steder. – Dette tillader jeg mig nu at bringe i Erindring. Jeg kjender nu saa taalelig det hele Omstreiferfolk i Strøget mellem Stavanger og Skien eller Laurvik, hvor jeg nogle Gange har reist og søgt efter dem. Men jeg ønsker at blive oplyst om hvert eneste Følge, som gaar. Jo fuldstændigere og paalideligere vi blive kjendt med Antallet af Personer og alle andre Omstændigheder, des snarere skal det lykkes at faa gjennemført saadanne Forestillinger som disse Menneskers Forvildelse og Elendighed kræver. Jeg tror ikke, at det staar til os Mennesker at afhjælpe al Elendighed i Landet, heller ikke at tvinge ned al Last og Brøde. Men den Form af Utilbørlighed, at letsindige Mennesker drage om med Børn og opdrage dem i et hjemløst Omflakkerliv, det mener jeg, at vi skulde forene os om at modvirke.

[1]