et Vandrefolk fra Asien, af hvilket en Del Horder i det 15de Aarhundrede kom saa langt som til Tydskland – disse ere et Lediggjænger- og Forbryderfolk af europæisk Herkomst.
Alle norske Fanter forstaa og tale Norsk og alle tydske Fanter Tydsk o. s. v. Men desuden have Fanterne et eget saakaldet Fantemaal sig imellem. Men som der er to grundforskjellige Fantestammer, saa er der og to grundforskjellige Fantemaal – at sige oprindelig; thi paa mange Steder ere de To nu mest smeltede sammen til Et.
Penge f. Ex. heder i Tatersproget her i Norge og i Tydskland og ellers overalt: lovo; i det norske Skøiersprog heder det dels bøkt, dels kjøiter (dette sidste betyder egentlig Skillinger); i det tydske Natmandssprog gjenfinder jeg dette sidste Ord (køit), og i en af de ældste Ord-Fortegnelser til det tydske Gaunersprog forekomme begge Ordene (bucht og köt).
Da jeg for flere Aar siden skrev min Beretning om det norske Fantefolk havde jeg for Taternes Vedkommende fortrinlig Hjælp i et tydsk Værk af 1845, som jeg ikke noksom kunde berømme, et meget udførligt Hoved-Værk med de allerlærdeste Undersøgelser om Zigeunerne i Europa og Asien, hovedsagelig om deres Sprog, af den berømte Sprogforsker Professor Pott.
Det nye Værk, jeg har at omtale nu, og som blev færdigtrykt ifjor, er et tilsvarende Hovedværk om Gaunerne, ikke i Almindelighed, men særskilt om de tydske Gaunere, deres Sprog og Historie, af en Jurist og Politi- Embedsmand i Lybek ved Navn Avé-Lallemant.
Man vil vistnok studse ved at høre, at dette Værk, som kun omhandler den ene (her vistnok den vigtigste) Del af et Lands Fantefolk, bestaar af ikke mindre end 4 Bind paa tilsammen mellem 1800 og 1900 Sider, og det svære Sider. Men endnu mere vilde man studse, hvis jeg for-
