ligere havde dannet sig hos mig, at Overgangen fra Røgstue til den nuværende Bygningsmaade med Røgpibe her paa Østlandet neppe i det Store taget monne have fundet Sted før end i det 17de Aarhundrede. Jeg tænker mig nemlig, at Forandringen i almindelige Bondehuse er foregaaet samtidig med den Mode at smykke Stuen – ikke alene med smukt muret „Peis“ eller „Spis“ (gjerne af huggen Klæbersten), men ogsaa og fornemmelig med fint Snedkerarbeide omkring Høisædet (i nogle Bygder Høisædes-Tavle paa Væggen samt overalt i Christiania Stift Roskab og Fremskab paa hver sin Side af Høisædet), hvilket Snedkerarbeide udmærker sig ved en egen Forsiring med Speil-Indlægning og Listværk (efter en af de store europæiske Moder i Bygningsværket, som kaldes Renaissance- eller Roccoco-Stilen).
Hist og her har Tømmermanden eller Snedkeren eller Maleren sat Aarstal paa sit Værk, saa Alderen kan kjendes. Men hidtil har jeg ikke truffet til at se nogen Bondestue, som har været saaledes indredet, og hvis Alder tydelig kan erfares at gaa længer op end til 1ste Halvdel af det 17de Aarhundrede (Christian den 4des Tid, da Christiania og saa mange andre Byer bleve anlagte og meget Bygarbeide kom igang).
Men at vore Almuer endog her paa Østlandet indtil for to, ja hist og her indtil for kun et Hundrede Aar siden levede sit daglige Liv i Huse, som minde om Halfdan Svartes Tids-Alder, det er en Anskuelse, som bringer mig til at se Meget og Mangt i Almuens Historie i et andet Lys, end jeg har gjort før. Og jeg mener, at Enhver, som betænker det nu meddelte Exempel fra Vardal, vil indrømme mig, at selv en saadan udvortes Ting som Husenes Historie kan give Bidrag til selve Folkets Historie.
