Jeg kan sige, at jeg længes allerede efter Præsternes Meddelelser næste Aar – først og fremst fordi jeg gjerne vil høre, hvordan det er gaaet Fiskerne og alle de andre Kystboere paa deres mange Baadfarter i det Aar, som nu er, men dernæst ogsaa, fordi jeg ved Fortsættelse af disse Meddelelser venter at lære mere og mere om disse Egnes Kaar i det Hele, at gjøre et vissere og dybere Indblik i Folkets hele Liv.
Er der paa den ganske Jord nogen Kyst af lignende Udstrækning, hvor et civiliseret Folk (thi Grønlændinger og saadanne Folk kunne vi jo ikke anstille Sammenligning med) lever et saa fuldstændigt Kystliv som i Tromsø Stift?
Der er nogle Bønderbygder i vort Land, hvor saa at sige hver Mand, paa sin egen Gaard, i en liden Afstand omkring sit Hus, ved sin regelmæssige Vaaronn og Høstonn og andet Arbeide i Skov og Mark, i Hus og i Lade, finder og virker omtrent alt, hvad han bruger Aaret om, til Hus, til Føde, til Klæder – kun maa han sælge noget af de Ting, han bedst kan undvære, noget Melk eller Smør eller Korn, for at kjøbe Salt og Jern og Kaffe og nogle andre mere og mindre vigtige Ting, som han mangler. Hvor lever ikke en saadan Mand et jevnt og behageligt Liv i Sammenligning med Fiskeren paa en øde Holme: dagstøt maa denne agte paa Skyerne og de andre Ting, han tager Veirmærker af, om han tør vove sig paa Havet, og har han Aaret igjennem undgaaet Fiskeriets Farer, saa forestaar der ham nogle betænkelige Reiser under Jul til Handelsmanden og hjem med Varer.
Hvor de ydre Forholde ere saa overmaade forskjellige, der vil sikkerlig have udviklet sig mærkelige Forskjelligheder selv i Folkets Sjeleliv og Aandsretning. Det Møiefulde og Uvisse og Farlige i Fiskerens Bedrift monne have skjærpet Tænksomheden, øvet Haardførheden, styrket Modet.
