Det turde vel da maaske være Tilfældet – det er jo kun en
Mening –, at Døden da ikke blev saa haard og bitter, som man
tænker sig den. Ved Svømningen har man Frelsens Maal for
Øjet, det er jo Livet man kjæmper for; man strider kun for at
naa Maalet.
Men om han nu ikke naar Maalet, vil han da ikke føle sig i en fortvivlet Stilling? Selvopholdelsesdriften vil ikke lade ham tabe Maalet af Øje, ansporet af denne svømmer han, svømmer vedholdende, han vil trættes; Kræfterne ville begynde at udtømmes, al legemlig og aandelig Kraft vil udslukkes; der indtræder en Afkræftelse, en Bedøvelse, en bevidstløs Tilstand, hvori al Følelse af Pine, Angst og Smerte ikke kjendes, Kampen er endt, – han synker og – Bølgen lukker sig over ham! – Og mon Krigeren, i Kampens Hede, blindt stormende mod Fiendens Rækker, mærker noget til Sved, Blod og Saar, tænker paa Fare og Død? Og segnende til Jorden udmattet og bevidstløs af den voldsomme Overanstrængelse eller rammet af Fiendens dødbringende Kugle, synker han stille, uden al smertende Følelse, i Dødens Favn.
Som Angesten, Kvalen og Dødssygen gaar forud for Faren, som man har for Øjet, saa aabner den sig bagefter, naar man er frelst og kan overskue den, en Udvej i et taknemmeligt Blik mod det Høje, i et dybt Suk fra det beklemte, sammenpressede Bryst, i en stille Taare i Øjet, i en velgjørende Graad og hos svagere Naturer i en Afmagt lignende Tilstand.
Dette forholde sig nu, som det vil; denne Mening faar staa for min Regning; – Psykologer ex professo faa dømme herom. Fra denne maaske overflødige Digression – som her har faaet sin Plads for at vise, at selv i et saa ulykkeligt Tilfælde fortjener Svømmekunsten ikke at fordømmes, eller betragtes som kun jammerbringende – tilbage til Spørgsmaalet.“
I sin fortsatte Fremstilling kommer Provst Müller da ogsaa til dette andet af de to Spørgsmaal, om der er nogen Udsigt for, at Bestræbelser for at udbrede Svømmekunsten ville finde Understøttelse.
„Dette Spørgsmaal maa jeg besvare med det bestemteste „Ja.“ De ville lykkes, naar man kun griber Sagen an paa den rette Maade. Der er, efter min Formening efter hvad jeg ovenfor kun løseligen har berørt, saa Meget tilstede som tyder hen paa,
