han udtrykte sig saa, at det var „Solskins-Dagen i Sommer.“ Saa ugunstig var nemlig sidste Sommer, at der ikke var mere end den ene Dag ordentlig Solskin, syntes man. Det Ord ser jeg ogsaa anført om Finmarken, at „9 Maaneder er Vinter og 3 Maaneder ikke Sommer.“ – Paa Helgeland kan det træffe, at det kolde Snevand, som Elvene føre med sig ud i Fjordene og som her flyder ovenpaa Søvandet, i kolde Nætter fryser til Is, medens Kornet endnu staar paa Marken. Og formedelst Havets Bevægelse ved Ebbe og Flod kan Søen ikke blive stort lunere i Bugter og Vige end ude paa aabne Havet. Flere af Beretningernes Forfattere sige da ogsaa at de af egen Erfaring kunne bevidne, hvor lidet indbydende det er at bade sig her. Saaledes Sognepræsten i Hammerfest:
„Jeg svømmer selv, finder stor Fornøielse deri, agter Badning som Konservationsmiddel for Helbreden, i disse Egne ikke mindst, saare høit og er langt fra at være kuldskjær; men vist er det, at intet uden den haarde Nød af Ildebefindende i en eller anden Retning har kunnet drive mig i Vandet.“
Men jeg nævnte et andet Slags Grunde, hentede fra Folkets eget Indre.
Almuens Vedhængen ved det Gamle, som af Nogle er fremhævet stærkt, nævnes her først, fordi den hænger sammen med, hvad der før er omtalt, at Almuen tildels ikke er kommen til at tænke paa noget Nyt her, saa Forkjærligheden for det Gamle forsaavidt mere synes at være en ubevidst Leven i det Gamle.
Saa er der den Tanke hos Almuen, som temmelig ofte er anført (og som har nogen Lighed med den anførte Indvending mod Svømmeøvelser, som er hentet fra de tunge Skindklæder), at naar Nogen kommer i Havsnød og under saadanne Omstændigheder, at Redning dog er umulig, saa bevirker Svømningen, at Dødskampen bliver saa meget længere. Men der, hvor det hele Spørgsmaal om Svøm-
