Een stiv, haardnakket er, og giver knubbet Ord,
Een anden hører man at have giort et Mord.
Lucia finder du paa Trappen med Skolmester,
Frans, Peer studere ey, vil ikke være Præster.“ o. s. v.
Holberg lægger intet Dølgsmaal paa de Skrøbeligheder,
som dels var ham medfødte, dels mere og mere
udvikledes under hans indesluttede Stueliv, som det da i
det Hele taget ikke er hans Sag at besmykke sine Fejl.
Han var af Naturen „hidsig og tilbøielig til Vrede,“ og
alt eftersom Alder og Sygelighed tiltog, blev det ham
mere og mere vanskeligt at beherske denne Last, som han
indrømmer er en Philosophus ligesaa uanstændig som at en
Grammaticus taler galt, uagtet han paa den anden Side
ingenlunde ubetinget fordømmer Passioner, „thi de ere saa
nyttige for Sindets Helbrede, som Blodets Circulation er
for Legemets, og dersom den skulde holdes for den største
Philosophus, der haver mindst naturlig Ild og fast ingen
Passioner, vilde mangen Træblok uforskyldt bekomme saadan
Titel.“ Men hans medfødte Hidsighed viste sig i senere
Aar mere og mere som Knarvurrenhed og Pirrelighed, idet
hans skrøbelige Helbred efterhaanden udviklede sig til en trykkende
Hvpochondri. Ulig andre Hypochondrikere var han
sig sin Sygdoms Natur fuldt bevidst, og naar hans „onde
Væsker“ til sine Tider fremkaldte „en hidsig Reformations-Geist“
saa at han fik Lyst til at sætte sig op mod den
hele Verden, gjorde han først Stilstand med sig selv,
„saasom jeg har erfaret, at det er allene en Nidkierhed,
som kand drives bort med Laxere-Piller.“ Denne „ulideligste
af alle Plager“ giver ham jevnlig Anledning baade
til Klynk og Skjemt. „Svagheden er vel lærd og fornemme,
men det er og alt hvad man kand sige til dens
Berømmelse; og kan dette være saa liden Trøst for Patien-
Passion, Lidenskab.
