bens egen Skyld, og betragtede Videnskabeligheden i dens Forhold til det reelle Liv, med Hensyn til dens umiddelbare Anvendelighed. „Man maa ikke alene bruge Hiernen for at studere, men studere for at giøre Hiernen brugelig til Forretninger, ligesom man ikke maa leve for at æde, men æde for at leve.“ Og denne medfødte praktiske Aandsretning maatte i høj Grad styrkes ved Betragtningen af den lærde Stands Aandløshed. Det var Pedanteriets og den ørkesløse Spidsfindigheds Gyldenalder: „jeg haver af Erfarenhed mærket,“ siger han, „at der er stor Forskjel imellem Geist og Skjønsomhed, imellem Lærdom og Klogskab, og at Verden er saa fuld af spirituelle og lærde Narre, at man deraf kunde oprette et femte Monarchie. De fleste saakaldne lærde Dissertationer giøres enten over det, som ingen forstaaer, eller det som ingen er magtpaaliggende at vide, men som mange Skribenter have sat baade Helbred og Forstand paa at oplyse, f. Ex., om Romeres og Grækers Halsbaand, Skoe, Støvler, Hatte, Armbaand etc. Saadanne Skrifter tiene hverken til Rytte eller Zirath, saa de hverken undervise eller fornøje, og kan lignes ved beeske og ildesmagende Piller, hvilke med Viderværdighed maa nedsvelges, og dog ikke operere. Med slige Skrifter ere dog alle Bibliotheker opfyldte, hvilke ere ikke meere til Zirath og Nytte, end Spindelvæve. Og kan Skribentere derudover ikke lignes bedre end med Edderkoppe, der spinde sig selv til intet, og deres Arbeide med Spindelvæve, hvilke ere ligesaa unyttige, som ubehagelige udi et Bibliothek.“ „Jeg holder den for en lærd Mand, der i Grund forstaaer et vigtigt Videnskab, enten han haver lært det paa Græsk, Latin eller sit Moders-Maal, enten han haver erhvervet det ved Læsning eller Erfarenhed.“ Derfor havde han f. Ex. intet imod at en dygtig Agerdyrker blev holdt jevngod med en Professor i Naturvidenskab: „Hvis Agerdyrknings Kundskab blev til et Academisk Studium, vilde i
