St. L. – „Den vil æ mæ min Pæeng me.“ – „Hvo hæ Do
komen ve oll di Pæeng?“ saa St. L. „Dem hær æ fónn for æ
Huj’ a min Stu.“ – Saa gikk St. L. hen aa slo oll
hans Stu ihjel. Som hin kom æ Staj aa vild sæl Hujje,
saa stien di ham ur a æ Staj. De vu St. L. saa vreed,
te han vild slaa Lill-Las ihjel, aa de fékk Lill-Las aa vé.
Stur-Las vidst nok, te Lill-Las laa aa ær Avn om Natt;
men Lill-Las, han so te hans Muer: „E Natt kan I ligg’
aa ær Avn, fó den é jo varm, øver vi hæ bo’ggen é davv.“
Saa kom Stor-Lars om Natt aa slø Lill-Lasses Muer
ihjel. Om Morne gikk Lill-Las om te Stur-Las. – „Hva,
so Stur-Las, kømer Do nu her?“ „Ja, Do ha jo sla’n
min Muer i hjel énatt!, – „Tøss kon, so Stur-Lars, æ
vel gi’ De een Skjepp Pæeng.“ Som han si’n va væk,
so tint Stur-Las: „No é Lill-Las saa rig; de é vel best
aa drukn’ ham.“ Saa fekk Stur-Las Lil-Las i een Sekk
aa bar av me ham ne’r te a Hav. Som han der kom
nier me ham, saa vu han i Tænken aa, te ban bo fogjet
een Stang te aa sky’ ham vijer u’ me’. E’lavv Stur-Lars
si’n gikk hjim etter een Stang te aa sky’ ham vijer u’ me’,
saa laa Lill-Las i æ Sækk aa skreg: „æ skal i æ Himeri’
– æ vil itt; æ skal i æ Himer,’ – æ vil itt’. Der
Store-Lars. Den vil jeg maale Pengene mine med.“ – „Hvor
har Du komen til alle de Penge?“ sagde Store-Lars. – „Dem
har jeg faaet for Huden af Studen min “ – Da gikk Store-Lars
hen og slog ihjel alle Stude hans. Som han siden kom til Staden
og vilde selje Huderne, saa steenede de ham ud af Staden.
Da vard Store-Lars saa vreed at han vilde slaa Lille-Lars
ihjel, og det fikk Lille-Lars at vide. Store-Lars vidste nok, at
Lille-Lars laa ovenpaa Ovnen om Natten. Men Lille-Lars
sagde til Moder sin: „I Natt kan I ligge ovenpaa Ovnen,
Mo’r, for den er jo varm, siden vi have baget i Dag.“ Saa
kom Store-Lars om Natten og slog ihjel Moder til Lille-Lars.
Om Morgenen gikk Lille-Lars over til Store-Lars. – „Hvad,
sagde Store-Lars, komer Du nu her?“ – „Ja, Du har jo
slaget ihjel Moder min i Natt.“ „Tys, tys, sagde Store-Lars,
jeg vil give Dig en Skjeppe Penge.“ Da han siden var
borte, saa tenkte Store-Lars: „Nu er Lille-Lars saa rig, det er
vel bedst at drukne ham“ Saa fikk Store-Lars Lille-Lars i en
Sekk og bar af med ham ned til Havet. Som han der kom
ned med ham, saa rann det ham i Hug, at han havde glemt
en Stang til at skyde ham videre ud med. Da nu Store-Lars
gikk hjem efter en Stang at skyde ham videre ud med, saa laa
Lille-Lars i Sekken og skreeg: „Jeg skal i Himerig, – jeg vil ikke,
jeg skal i Himerig, – jeg vil ikke.“ Der kom en gamel Mand
