skada, um Aalmugen ogso fekk nokre Bøker til at lesa i det Maalet, som han sjølv kann tala, og som høyrer Landet til ifraa gamle Tider.
Norsk og Latin ere „tvau Maal.“ Dersom der virkelig var saa stor Forskjel mellem vort almindelige Skriftsprog og Bygdefolkenes Talesprog at det kunde være ret at kalde dem to Maal, saa maatte man skyndsomt se at faa oversat i Bygdemaalene de vigtigste Bøger, Kathechismus, Bibel o. s. v., saaledes som Stockfleth med Alles Bifald har gjort det for Finnerne. Men i Guldalen, Gudbrandsdalen, Thelemarken o. s. v. begjæres eller tiltrænges visselig ikke Saadant. Med lignende Ret skulde det vel siges, at Talesproget i Jylland er et eget Maal, adskilt fra det almindelige danske Skriftsprog, og i Sverige skulde der kanske findes foruden almindelig Svensk endnu et eget Maal i Syd-Sverige og et i Nord-Sverige. Men jeg vilde gjerne tænke mig, at om Ivar Aasen gjorde en Rundreise gjennem Danmark og Sverige, saa skulde han (jeg kunde ialfald unde ham det) paavirkes saaledes af det Meget og Mangt, som vilde møde, at den Forestilling snarere vilde faa Overvægt hos ham, at i disse beslægtede Lande (som vi jo alle kalde dem) er der nu som i Oldtiden i Grunden kun eet Sprog, bare med noget afvigende Eiendommeligheder her og der, Eiendommeligheder, som det er vel nok at lægge Mærke til, men som ikke bør fremhæves saa stærkt og holdes paa saa alvorligt, som om dermed dannedes virkelig adskilte Sprog. – Jeg tænker her ikke blot paa den praktiske Vigtighed for Folkenes Fremtid, som det vilde være, om disse Lande bleve mere udstykkede i sprogligt Henseende end de ere nu, eller om de omvendt bleve mere inderlig forenede, hvilket Sidste man bør ønske; men jeg har som en Tvivl (en ganske svag Tvivl, thi jeg er langtfra sagkyndig nok) om, at dersom der for Alvor skulde dannes nye Skriftsprog efter Bygdemaalenes Egenheder, saa skulde