nogle vakkre Blomster og binde paa Træet. Mor skjønte nok, at det var fra mig – eller jeg kunde finde nogle Bringebær, dem liker Mor saa godt, og dem skulde jeg hænge i en Papirkurv. Men nu er der bare Is og Sne“.
Ved at se sig omkring, faldt hendes Øjne paa en liden Forhøjning af Is under Sovekammervinduet. Ved et Tøvejr om Natten og Dagen forud var Sneen smeltet af, og den saa skidden og styg ud.
„Fy“! sagde Anne, „det er stygt af Ingeborg at slaa Vadskevandet ud af Vinduet, naar Mor saa mange Gange har forbudt hende det. Det vil jeg aldrig gjøre, naar jeg bliver Stuepige. Isen er saa løs nu, tænkte hun videre, jeg skal rigtig tage en Hakke og faa det Meste bort, saa Mor ikke skal have det Stygge at se paa om Julekvellen“. Og Anne gjorde, som hun havde tænkt, og Isen skilte sig let i Stykker, da den var bleven skjør.
Men hvad var det, hun saa? Noget blankt Gult glimtede inde i en Isklump. Anne turde neppe tro sine Øjne; men det var en Ring; det var virkelig Fruens Forlovelsesring, som hun havde baaret i saa mange Aar, og som hun havde tabt for et Par Maaneder siden. Fruen havde været saa bedrøvet derover, og Anne havde søgt paa de utroligste Steder uden Held, den var formodentlig tabt i Vaskevandet og slaaet ud her.
Anne var saa lykkelig hun turde ikke lade Nogen se sit Fund, men gjemte Isklumpen i sit Tørklæde, og saa gik hun ind i Drengestuen, der nu var tom, og smeltede Isen paa en Tallerken paa den hede Kakkelovn; saa tørrede hun den vel af, og saa var hun saa sjæleglad og tænkte: „Jeg har dog ogsaa Noget til Mor. Hun vil nok like den Gave“. Saa gjemte hun Ringen paa sit Bryst, medens hun ryddede Isstykkerne bort.
Anne havde adskillige Forretninger denne Formiddag,
