hun sund ud, men kan Intet udrette med sine Hænder, selv ikke klæde sig af og paa. Moderen fortalte, at da hun blev opfordret til at sende hende ind til Institutet, fik hun i lang Tid ingen Ro paa sig, hverken Dag eller Nat; Nætterne græd hun, „for hun vidste jo ikke, hvad Institutet var;“ nu var hendes Frygt borte, og Pigen selv yttrede Lyst til at komme ind; de var blevne skræmte af Præsten med en Liste, han havde sat op paa alle de Klæder, hun skulde have med, ligesom Manden havde kviet sig for at udrede de 9 Spd. om Aaret. De indrømmede vel, at hun kostede dem mere end de 9 Spd. om Aaret i Mad alene; men „det gik saa dagstødt med Udlægget; noget andet var det, naar det skulde betales i rede Penge og paa en Gang.“ Da jeg alvorligt opfordrede Moderen til at sende Pigen ind, gav hun et undvigende, men ikke benægtende Svar.[1]
Efter mine Lister skulde der være endnu en blind Gut i Lier, i Traneby; jeg fik ham endeligt opspurgt og blev henvist til en Skoleholder for at faa nærmere Besked om ham. Efter dennes Beretning var Gutten ikke ganske blind, men sit Syn kunde han ikke rigtigt benytte hverken til Lærdom eller nogen Dont; han gaar paa Skolen ved Seende og røber megen Snakkelyst men er meget sen til at lære, hovedsageligt vel, fordi han ikke kan benytte de samme Midler, som sine seende Kammerater, og Skoleholderen ikke kan opoffre nogen Tid paa ham alene. Han lovede sig derfor gode Følger, dersom Gutten kan komme ind paa Blindeinstitutet. Paa hans Begjæring om Underretning angaaende de Forholdsregler, der i saa Henseende var at iagttage, leverede jeg ham Reglementerne. Faderen var saa velstaaende, at det ikke kunde falde ham vanskeligt at udrede det Nødvendige for at udfylde Summen, dersom han kunde faa Amtsbevilgningen. Efter Opfordring lagde jeg denne
- ↑ Pigen er senere, 29de Oktober, indkommen paa Institutet.
