Det var en Morgen tidlig, jeg havde besøgt den ovenomtalte
blinde Pige, saa jeg samme Dags Formiddag reiste
videre til Toverud i Urskoug. Fra Urskoug og Høland
havde jeg ingen Meddelelser; der var ingen privat Læge, saa
jeg kun havde Præsterne at henvende mig til og maatte
forresten spørge mig frem, hvor Leiligheden bødes. De
Oplysninger, jeg paa denne Maade fik, var imidlertid ofte
meget ufuldstændige, hvorved jeg blev sat i Tvivl om, enten
jeg skulde indlade mig paa en længere Reise med Udsigt til
maaske at finde, hvad jeg søgte, eller om jeg kun skulde
holde mig til de øiensynligt sikkre Angivelser, der var faa,
og lade de usikkre upaaagtede. Erfaringen lærte mig snart,
at det Sidste var det retteste.
Efter Opfordring af Præsten i Urskoug tog jeg en Tur op til en blind Gut, der levede paa Ødegaarden under Hogstad. Det var et langt magert Menneske med svær Benbygning; hans Hænder var som to af mine men bestod af bare Knogler; hans Ansigtstræk var store og grove, Øinene smaa og klare, næsten stikkende, og lidt indsunkne i Hovedet; om den store Mund havde han stadigt et mat Smil, der blev levende, da Moderen med Kjærlighed omtalte, hvad hun og han havde gjennemgaaet, hvor from og snild han var, hvor flink til at „læse,“ saa Præsten havde rost ham fremfor de andre Konfirmationsbarn, en Fortælling, som Gutten bekræftede med et veltilfreds Bifaldsnik. Han blev imidlertid afbrudt i sin Opmærksomhed paa Moderens Tale øiensynligt ved en Lyd fra Kjøkkenet; han lyttede spændt og rendte derpaa ud med Skriget: Høna mi, Høna mi! Han havde nemligt kastet sin overordentlige Omhu paa en Høne, som han opvartede og omgikkes med megen Kjærlighed. Han hukede sig ned paa Gulvet og fægtede med sine lange Arme omkring sig og fik virkeligt ogsaa fat paa det stakkers Kræ, der nok ogsaa holdt af ham igjen; thi den lod sig villig tage og blev da lagt op i
