bryde op fra den lave Lenyanti-Egn, hvis Febre de selv led under, og sætte sig ned i en kjølig og sund Bjerg-Egn paa Nordsiden af Zambese. Han udtaler da ogsaa den Mening, at Selskabet endelig ikke maa opgive Planen. – Det var kun et kort Besøg, Livingstone nu aflagde hos Makololoerne; hans Arbeider og Planer førte ham atter andre Steder hen. Men siden har man endnu engang hørt fra Sekeletu, gjennem et Brev af 1861 fra Moffat i Kuruman, som meddeler, hvad han har erfaret af en indfødt Lærer, der just var kommen tilbage til Kuruman fra en Reise til Matololo-Landet og et Besøg hos Sekeletu; det var tydeligt, at denne nu forstod, at han havde gjort galt, og at han angrede det og gjerne vilde gjøre det godt igjen.
Vi skulle høre, hvad Moffat selv tænker om Sagen:
Hvad Skyld der end kan hvile paa andre Personer (nogle, som Sekeletu havde søgt at vælte Skylden over paa som de egentlige Ophavsmænd), saa er det dog tydeligt, at Sekeletu dybt føler hvorledes han har bragt baade sig og sit Folk i en uheldig Stilling, naar han nemlig kan tilbyde at levere tilbage Helmores Vogn og desuden at give saa stor Skades-Erstatning, som der maatte forlanges for det tabte Gods. Dette er ikke alene et Skridt paa den rette Vei, men det er et stort Skridt, for en ung, uerfaren og selvraadig hedensk Høvding. Dette opliver et Haab, som Ingen, der overhovedet er fortrolig med Missionsvæsenet, kan opgive, at det til gudeligt Øiemed bestemte Gods og navnlig de dyrebare Menneskers Liv ikke skal være offret forgjæves i Makololo-Missionen. Saadanne Begivenheder, der saa ofte have ledsaget Evangeliets første Forkyndelse blandt barbariske og halv-barbariske Nationer, kan sætte den Christnes Tro paa Prøve men ikke tilintetgjøre den. Vor Herres og Frelsers Bud og ligesaa Løftet om hans Nærværelse og Bistand er uforanderligt. Han maa styre og raade, og vi burde være taknemmelige for ethvert lidet Tegn paa Forbedring, selv hos den Ryggesløseste.
Her maa jeg fremdeles meddele et Træk af den salige Præst Helmore, som Livingstone havde hørt af Makololoerne og igjen berettede i sit omtalte Brev: Da hans Hustru
