og har forløst os fra vore Synder, saa at vi kunne haabe engang at komme ind i hans herlige Rige, naar vi kun bestandig holde os til ham, som vor eneste Hjælper. Der er mange Mennesker, Anne, der kun glæde sig ved Julen, fordi de leve godt og kunne vente Fornøjelser; men Du vil tænke paa vor kjære Frelser og glæde Dig ved ham. Ikke sandt“?
„Jo det vil jeg“, svarte Anne trohjertig.
„Nu ville vi gaa herfra, og jeg tager Nøglen af Døren, saa at ingen af Børnene skulle kige herind; de have større Moro deraf, naar de først faar Træet at se i al sin Herlighed. Men jeg vil levere dig Nøglen, Anne, saa at Du kan passe Ovnen her i Morgen. Jeg ved, at jeg kan stole paa Dig“. Anne smilte over sit hele Ansigt ved sin Madmoders Tillid; men hun var tillige noget ængstelig over saa vigtigt et Hverv.
Sorenskriver S. og hans Kone havde taget Anne til sig, da hun som ganske liden mistede sine Forældre, og hun elskede dem, som om hun havde været deres eget Barn. Isærdeleshed var hendes Kjærlighed til Fru S. stor. Der var ikke et saadant Menneske til paa Jorden for Anne, som Mor, og det var hendes største Glæde og Ære at kunne udrette hendes Grinder og Smaaforretninger nøiagtigt og vel.
Anne skulde opdrages til Stuepige; hun sov derfor hos Pigerne og spiste med Tjenestefolkene. Men hun lærte alle simple og nyttige Ting sammen med Børnene, at skrive, regne, læse Skrift m. m. Forresten var hun til Fruens specielle Tjeneste, og gik meget inde. Hun var næt, men tarvelig klædt, og gode Venner med Børnene.
Samme Aften, da Forældrene vare gangne ind i deres Soveværelse, blev Anne kaldt op til Smaapigerne.
„Anne“, sagde Helga, den ældste, „Mor har taget Nøglen af Storstuedøren. Ved Du, hvor den er“?
