det følgende Foraar sporedes endnu ingen Virkninger; men da var under de idelige, heftige, Nat og Dag fortsatte Bønner Spændingen bleven tilstrækkelig stærk og Rusen fuldstændig; da begyndte først enkelte at falde i Afmagt og „tale med Tunger“, Gnisten havde fænget og nu udbredte Smitten sig i kort Tid til Tusinder.
Vi have imidlertid desværre hos os selv Beviser nok for, at de samme Vildfarelser kunne opstaa indenfor et luthersk Kirkesamfund og det kan saameget mindre forundre os, da endog 2 af vore kirkelige Blade ikke have været istand til at se og klare disse Begivenheder fra et ganske nøgternt Synspunkt:
Den saa ofte omtalte Pige fra Thelemarken, der paastod, at hun var et Guds Redskab, og at hun maatte lide for den syndige Menneskehed, har forsaavidt faaet den første af disse to Paastande godkjendt af norsk Kirketidende, som det siges, at Gud har benyttet hendes Syner og de Formaninger, hvormed hun ledsagede sine Fortællinger om dem, som et Middel til at vække Folkene i Sognet til Eftertanke i deres Salighedssag. Det er muligt, at saa er Tilfælde, især da det er oplyst, at Presterne med Iver have søgt at lede Sagen til det Gode, og at hun saaledes er bleven en Lejlighedsaarsag til noget Godt; men det er vist, at hun er bleven en ligefrem Hovedaarsag til en temmelig udbredt og meget farlig Sygdom og Vildfarelse; og ganske vist vilde det ogsaa været meget tjenligere, baade for hende selv og for andre Vildfarende, om Kirketidenden havde kunnet klare Beskaffenheden af denne Vildfarelse, istedetfor at den nu kun har næret hendes Forfængelighed, der allerede i Forvejen var steget til en saa oprørende Højde, at hun indbildte sig at lide for Menneskeheden.
Med Hensyn til de senest omtalte Begivenheder i Irland og de tilsvarende i Amerika har Kirketidenden udtalt sig med noget større Forbehold end Bladet „For Fattig og
