skal have udviklet sig og trængt igjennem i et helt Land, uden at vi her i Nabolandet have merket synderlig til det.
Hos os er det endnu paa alt for mange Steder saa, som en af hine Herrer i Selskabet fortalte en Prøve paa fra Fortiden:
Hans Morfader (han havde tidt hørt Historien af en Morbroder) var Skipper og delte den fordum almindelige Mening, at Søfolk burde ikke lære at svømme, saasom de derved kunde faa en saa lang Dødskamp. Men engang falder en af hans Matroser overbord, og det under saadanne Omstændigheder, at det varede en Stund, inden der kom Hjælp. Fyren blev imidlertid reddet derved, at han – en sjelden Undtagelse i de Dage – kunde svømme og derved holdt sig oppe, til Baaden kom. Ja, da han kom op paa Dækket igjen, befandtes det, ikke alene at han for at lette sig havde taget Skoene af Fødderne, men at han endog, førend han kastet Skoene, havde taget Sølvspænderne af og gjemt dem i Lommen. Dette Sidste slog Skipperen saaledes, at han paa Stand bekjendte, at fra nu af holdt han med dem, som lærte sig til at svømme.
Bedre Grund har Gøteborgs Indvaanere nu til at prise den nye Kunst; thi Staden er, som man veed, beliggende ved en Elv og gjennemskaaret af mange Kanaler, og aarlig hænder det, at Børn og gamle Folk falde ud, og at raske Svømmere ile til og redde dem.
Alle Mennesker erindre den forskrækkelige Ulykke, som hændte for et Aars Tid siden i en Kulgrube i England, hvor den eneste Aabning formedelst Nedstyrtning blev tilspærret og et stort Antal Mennesker bleve levende begravede og langsomt døde derinde, medens deres Kvinder og Børn jamrede sig, og det ganske England formedelst Telegrafen var underrettet om det Forfærdelige, som gik for sig. – I den Anledning har der nu i London dannet sig et
