bundne til de vante Omgivelser: „den Stærke, der føler sig afhængig kun af egne Kræfter, har ikke saa stor Betænkelighed ved at bryde de Baand, der holde ham til Slægt og Hjem; med den Svage synes ikke at kunne undvære nogen af de Støtter, der hidtil bar ham, og det Nye har ikke for ham de samme Tillokkelser, som for den Sunde.“ Lemmelivet har nødvendige og mindre behagelige Ulemper: Familjelivet gaar tabt; Vedligeholdelsen af den nødvendige Orden og Renlighed medfører en i mange Henseender uvant Tvang: ikke enhver kan, naar han vil, gaa i Byen eller føre hvad han vil med sig ind i Stiftelsen. Kosten er vistnok en god Del bedre end i Almindelighed i Hjemmet, men den er og maa være anderledes, mindre Vomfyld og mere sand Næring, og det synes man ikke om strax. Netop i Begyndelsen kommer der ogsaa særegne Vanskeligheder til, og man savner den Støtte, som en Stok af ældre Lemmer, der gjennem et længere Ophold har lært at skatte Stiftelsens Goder, medfører. Lægger man saa dertil den mørke Stemning og Mismodet hos Folk, der stadig gaa med legemlige Lidelser og have maattet opgive Haabet om nogensinde at blive helbredet, og at nogle af disse ere blevne lokkede ind i Stiftelsen ved gyldne Løfter af Fattigkommissioner eller andre, som paa Grund af Familjeforhold maatte forsørge dem, saa begriber man nok, at en og anden og ikke saa faa blive trætte og utaalmodige og begive sig hjem igjen, med eller uden Lov. Skulle saa disse siden i Hjemmet gjøre Rede for og undskylde sin Hjemvenden, saa kan man nok ogsaa vide, at de ikke gjøre Sagen bedre end den er. Paa denne Maade danner der sig let en ugunstig Mening omkring i Bygderne, og sande og usande Beretninger nære Fordommen mod Stiftelsen.
Det varede imidlertid ikke længe, forinden alligevel alle Pladse bleve optagne, og Fordommen, som i Begyndelsen baade var stærk og udbredt, tabte sig temmelig snart; fra
