57. Naar et Menneske er dødt, erindrer man sig
altid, til hvem eller om hvem den Døde sidst talede.
Denne skal nemlig blive den Første til at følge ham.
58. Den, som sidst gaar ud af et Hus, naar der bæres Lig ud, skal først dø.
59. Naar et Menneske dør, og der varer noget længe, førend Legemet bliver koldt, siger man: „Jeg vil rigtig vide, hvem det er af os, som skal komme efter.“ – En af Husets Folk skal da snart følge denne
60. I et Hus, hvor der dør 2 Mennesker tæt efter hinanden, skal der dø et tredie inden Aarets Udgang.
Dette siges ogsaa om en Gaard eller en Bygd.
61. Synes man at høre Sang for Øret, vil man snart faa spørge Lig.
62. Før Ens Død høres der gjerne en Banken, især i det Værelse, hvor Liget senere bliver lagt. Det skal være onde eller gode Engle, som ere i Huset og arbeide Sovekammer til den Døende.
63. Er En syg, og man hører 3 Væggesmede smede efter hverandre i Huset, skal man strax komme til at arbeide Ligkisten til den Syge.
64. Kommer en Fugl – navnlig Talgoxen eller Sisiken – flyvende lige mod Vinduet, eller den flagrer op efter det, vil den fortælle, at En i Huset eller af Familen snart skal dø.
65. Kommer en sort Fugl flyvende til Vinduet, skal man snart faa spørge sørgelige Tidender, især Dødsfald.
66. Kommer tilfældigvis 13 Personer til at spise ved et Bord paa engang, vil en af dem dø inden Aarets Udgang.
Det bemærkes ellers ved denne Sætning, at den neppe er kjendt af Almuen paa denne Kant. Den er ogsaa kjendt i Sverige.
67. Med en vis Græsart – „Kjæmper“ – kan man spaa St. Hansaften. Støvdragerne afpilles og Kjæmperne sættes i Vand, en for hver Person i Huset. De Personer, paa hvis Kjæmper ingen Støvdragere ere voxede ud til om Morgenen, ere feige.
68. Sætter Skjæren sig paa et Dyr, dør dette snart. Især lægger man Mærke til, om det er syge Dyr.
