Side er stillet Nordmændene (og nogle faa Kvæner), paa den anden Side Finnerne. Af hine er der afgaaet ved Døden fra 1846 til 1860 ialt 124 Mennesker og deraf formedelst Drukning 12; for Finnernes Vedkommende ere de tilsvarende Tal 117 og 11; paa begge Sider udgjøre de Druknede en Tiendepart af alle Døde; Forholdet er altsaa ligt. – Men der tør i det Hele taget være noget større Lighed mellem Søfinner og norske Fiskere yderst i Finmarken end mellem en liden Stamme af omvankende Rensdyr-Hyrder og den norske Bondestand i Helgeland.
Følgende Yttringer fra Vardø vidne om Nordlændingernes Overlegenhed i Søbedrift fremfor de Norske i Finmarken (thi dem er det sikkerlig som er ment, og ikke Finner):
De indfødte Finmarkinger have ikke den samme Sands, som Nordlændingen, for at holde sine Baade i god Stand, ligesom de ogsaa have drevet Fiskeriet med for smaa Baade, hvoraf Følgen har været mindre Fiskerie, naar Nøden eller Vindesygen har bragt Fiskeren til at drage længere ud paa Havet. Heri skal imidlertid i de sidste Aar være skeet stor Forandring idet det tiltagende Haakjærringfiskeri har nødt Fiskerne til at anskaffe sig større Baade, uden hvilke det ikke kan drives, ligesom ogsaa de i Masse i de sidste Aar indflyttede Nordlændinger have vakt Sandsen for bedre Redskaber.
De indfødte Finmarkinger ere ikke saa gode Søfolk som Nordlændingerne, da hine ikke have den Øvelse, som disse, paa længere Farvande; men dette kan i Vardø Præstegjeld ikke komme meget i Betragtning, da en stor Del af Indbyggerne ere indflyttede fra Nordland eller andre Kanter af Landet.
Til det omfattende Begreb af Forsigtighed i Søbedrift hører naturligvis ogsaa det, at skaffe sig gode og hensigtsmæssige Baade, saavidt man har Evne og Leilighed til det. Og dersom Nordlandene og Finmarken i det Hele taget ere bedre forsynede med Baade nu end i Fortiden, saa er dette naturligvis ogsaa at betragte som en af de medvirkende Aarsager til, at der nu paa en Tid har truffet færre