alt, hvor den hersker, virker sløvende og lammende, da den indeslutter den dunkle Tanke, at Flid og Betænksomhed og andre saadanne menneskelige Dyder nytte til ingen Ting. Men dersom nu min Opfattelse i forrige Kapitel holder Stik, saa har jo netop disse samme Almuers egen Livs-Historie givet os en anden og mere opløftende Lærdom: den, at selv mod saadanne uhyre Natur-Vanskeligheder som Polar-Egnens Storme og Strømme kan Mennesket udrette store Ting.
Havde der været nogen Sandhed i den Tro, at „det var vel saa laget,“ saa maatte det i det Mindste have viist sig deri, at der, regnet efter Folkemængden, traf ligesaa mange Ulykkes-Tilfælde i Nutiden som for 20–30 Aar siden.
Men nu er der, som vi have seet, betydelig Formindskelse, og denne glædelige Forandning maa, saa vidt jeg kan skjønne, tilskrives en samtidig lykkelig Vending i Menneskenes Levnet og Forhold.
Nu er det vistnok saa, at denne Vending selv er Noget, som ikke fra først af er opkommet i Menneskets egen Tanke; den er bevirket ved en Blæst af høiere Orden end den, som bøier Baadenes Seil („Aanden blæser, hvorhen den vil“). Men herom har dog vel ingen Nordlænding brugt den Talemaade at „det var saa laget.“
Det gjelder fremdeles og yderligere at befordre den gode Sag og anbefale Ungdommen og alle Mennesker at anvende Gudfrygtighedens Regel, som paa deres Liv i Almindelighed, saaledes ogsaa i Særdeleshed paa deres Virksomhed og Færd paa Havet, en Regel, som kræver af Sømanden paa en Gang Mod og Agtsomhed. Men til at fremføre saadan Anbefaling veed jeg intet bedre Middel, end om man med paalidelig Vished kunde pege paa et stort Exempel og sige: „Der se I, hvad det kan nytte – – i den og den Egn, for saa og saa lang Tid siden, foer Folk
