Det kan gjøre et underligt Indtryk paa Sindet, at gaa fra Bygd til Bygd med Blik og Tanke fæstet paa et enkelt hvilketsomhelst Stykke af Folkets Kaar og lægge Mærke til den stadige Tilstand paa hvert Sted og den gradevise Overgang og Forandring fra den ene Egn til den anden eller fra den ene Ende af Landet til den anden.
Just nu har jeg i Tankerne gaaet en saadan Gang, idet jeg har læst en hel Række af Beretninger om en enkelt Sag, Præstegjeld for Præstegjeld i hele det vidtstrakte Tromsø Bispedømme eller Nordlandene og Finmarken, Beretninger fra Sognepræsterne om – de i 1861 indtrufne Ulykkes-Tilfælde, hvorved Folk ere omkomne formedelst Drukning.[2]
En Gaardmand med sine 2 Sønner reiser med en Baadladning Ved og er allerede kommen ganske nær Hjemmet, da et Vindstød pludselig omkaster Baaden. Alle komme sig dog op paa Hvælvet, og Baaden driver mod Land; men nu tager Masten Bunden, derved hvælves Baaden paa ny, og Faderen driver af og omkommer; Sønnerne reddes paa den Maade, at de holde sig fast ved den flydende Baad, indtil den kommer saa nær ind, at de kunne vade tillands. Den Døde blev siden funden, tæt udenfor hans Søbrygge.
