ningskraft og et let bevægeligt Sind. Hvad der ved hans livfulde og gruopvækkende Skildringer i stærke Billeder tegnede sig for deres indre Syn, begyndte nu ogsaa lidt efter lidt for en og anden at træde frem med Skin af ydre Virkelighed. Prest og Menighed synes at have været i samme Grad betagne af denne Fantasirus. Samme Juleaften, da Lestadius saa Lyset fra Kirketaget i Karesuando, saa nogle af hans Menighed smaa sorte Skikkelser flagre omkring de tændte Lys i Lysekronen. „Det forekom Seerne, som om disse smaa sorte Skikkelser havde stor Lyst til at udslukke Lysene, men ikke kunde“. Naar nogen vaandene sig i haarde Samvittighedskvaler, fortæller Lestadius, saa hændte det, at man kjendte en ubehagelig Svovellugt; ligesaa saa man en svovellugtende Damp opstige fra deres Mund. De første „Naadetegn“ viste sig i December 1845 hos en lappisk Kvinde; hvori dette bestod, fortælles ikke; det har rimeligvis været en af de sædvanlige „Henrykkelser“, hvoraf saamange senere paafulgte; men den Omstændighed, at det indtraadte samtidig med et Jordskjelv, bringer Lestadius til i Jordskjelvet at se et Tegn paa de underjordiske Aanders Bæven over dette Naadetegn. „Lap-Kvinden hoppede af Glæde højt over Jorden og kunde neppe beskrive den himmelske Fryd, som hun følte derved“. – – „Dette Naadetegn, som den tvivlende Kvinde først fik erfare, blev nu et helligt Maal for alle Vakte, men endnu ikke benaadede Sjæle, et uendeligt stort og højt Maal, som alle, der have en bedrøvet Aand, burde stræbe til“, Henrykkelserne og de Syner, som dermed forbandt sig, bleve snart mere og mere almindelige, saaledes at Lestadius kan berette, at: „de fleste blandt mine vakte Tilhørere have seet Frelseren, enten paa Korset, eller i Urtegaarden, eller opstanden fra de øde. Og ihvorvel saadanne Syner af det kolde Fornuftsmenneske betragtes som Følger af en optændt Indbildning, saa maa alligevel den Troende betragte dem
