alene at han sit hele Liv igjennem syslede med Fædrelandets Historie, som er saa dyrebar for mange af Folkevennens Læsere, men disse historiske Forskninger af ham og hans Venner, den lille Kreds af Mænd iblandt os, som have opofret sig for Studier af vort Fædrelands Fortid, udgjøre selv et lyst Træk i vor Nutids Historie. Og det Lange var, det var han saa helt, helt og holdent: derfor udgik der fra hans Virksomhed, saa bramfri dem var, et overmaade tiltalende og vækkende Exempel paa Flid, Udholdenhed, Troskab og Sandheds-Kjærlighed. En saadan Mands Levnets-Beskrivelse skulde være oplysende og forædlende.
Nu, det er saa Meget, som Folkevennen maa lade ugjort, af den Grund, at Kræfterne strække ikke til. Men lad mig dog med taknemmelig Ihukommelse af den Bortgangne omtale et af hans Værker, som for alle Tider vil blive et af de norsk-historiske Forskningers Hovedværker.
Lange havde til Medarbeider Professor Unger. Men jeg veed vist, at Professoren ikke tager mig det fortrydeligt op, at jeg nævner hans savnede Ven som Verkets Grundlægger og Hovedmand.
Jeg har anført Værkets latinske Navn. Det er en Udgivelse i Trykken af gamle norske „Diplomer“ eller „Breve“ – saadanne, som vel de Fleste have seet et og andet af, skrevne paa Skind (Pergament), med et Slags Bogstaver, som mest ligne de saakaldte Fraktur-Bogstaver, og oftest med en Haand, som er rent ulæselig uden for Mænd af Faget.
Man forstaar, at Ordet Breve har ikke her samme Betydning, som naar vi nu tale om Breve til at lægge i Posten. Her menes alskens Dokumenter og Sedler, Skjøder og Beviser; saaledes bruge vi jo endnu at sige Skiftebreve, Afladsbreve, Kongebreve.
Brevene i denne Samling ere for det Meste fra den katholske Tid. De sidste, som haves, ere omtrent fra Aaret 1200, og Samlingen gaar ikke længer nedad end til omtrent
