at mangen En lever kun en kort Stund, men hans Ry lever dog længe efter ham, og det kommer meget an paa, hvorledes Ens Eftermæle er. Nogle bliver navnkundige af gode Gjerninger, og disse lever efter dem, om de endog selv dør. Andre derimod bliver navnkundige af onde Gjerninger, og de bærer sin Skam allerede i levende Live saavel som efter Døden. Elsk din Høvding uden al Svig, saalænge du tjener ham, og hold ikke Lag med hans Uvenner, om du vil gjelde for en Hædersmand. Gud alene skal du elske over din Herre, ingen anden“.
D’æ vist inte Mange her e Dala, som inte ha hørt gjiti Jutulla e Holbergje; mein d’æ fell Faa, som ha hørt heile Sagne, aa da dæ kainskje kain væra Fleir, som har Hog te høre dæ, saa ska e naa førtælja dæ slikt som e ha hørt dæ:
Trast ogofør Svastoms Kjørkjen æ dæ’n Gard, som eite Hole. E lite Stykkjy læinger uppi Dala æ dæ’n Bergjesnabbe, som skjyt saa langt fram, at’n nesten steingje Daln; dæ Berge kailles Holberge. Her va dæ langt atti Værd’n ’n Jutul som budde. Han hadde faat Datter deres paa Hole te Kjæring, og saales’n va’n saa mye der.
Eingang va’n mæ Værfar sine aa slo nepaa’n Voill der. Døm begjynte mit paa Voilla, aa snart tok døm te aa gaa e Ring. Main gjekk fyry, aa Jutuln, som gjekk ette, fekk saales’n dein læingste Skaara. Han slo naa alt’n aarka, mein enda saag’n, at dæ inte va Botvon aa følgje mæ. Han begjynte da aa bæra se ille: „Nei du gaar saa Ringomsskaar du, at’n bli nok spyttan Blo dein som ette
