gjøre Sit til at faa den her behandlede Hus-Skik forandret. Man maa naturligvis ikke vente, at den sædelige Tilstand med Et eller ganske snart skal kunne forbedres alene formedelst denne udvortes Reform. Men jeg tror, at Reformen vil være en vigtig Betingelse for Forbedring.
Allerede det, at Husbondsfolket viser bedre Villie til at vaage over de Unges og Tjenernes Sæder, er at kalde en Forbedring i Sæderne – Forbedring ikke nærmest paa Arbeidsklassens, men paa Husbondsfolkets Side. Og saa længe Forandringen i den betænkelige Skik ikke er gjennemført – at sige i de Egne, hvor der er nogenlunde bekvem Leilighed til det –, saa længe skulde man med sine Klager over Sæderne ikke ensidig vende sig mod Arbeidsklassen, men ogsaa mod den mere formaaende og indflydelsesrige Klasse, mod Husbondsfolket selv.
I 1857, da Daglønnen endnu var høi, hørte jeg en Bonde i dette samme østlige Opland yttre, at det ikke var noget at klage over, om der blev født mange uægte Børn – Kommunerne kunde staa sig paa at føde dem op, thi det, som Landet trængte til, var netop Arbeidsfolk. Først undrede jeg mig over saadan Spøg; men tilsidst forstod jeg, at det virkelig var Mandens Alvor. – Nu er det jo troligt, at han tænker anderledes, nu, da Fattigskatten er høi og ikke let at udrede. Og jeg anfører ikke dette Exempel for at udbrede den Forestilling, at der nogen Tid har været ret mange norske Bønder, der tænkte saa eller lode sine moralske Begreber skifte med Konjunkturerne. Men det mener jeg, at der er en stor Mængde Bønder og Andre, som ved Talen om saadanne halv udvortes Ting som de her omhandlede Hus- og Bygde-Skikke ere snare til at mene ved sig selv: „Aa, det har vel ikke noget videre paa sig“. – Det er for disse, jeg har tilladt mig at fremlægge mine Undersøgelser og Tabeller – med det Ønske, at de ikke maatte tiltrænge en stigende Fattigskats Beviskraft.
