vel rimeligvis være ejendommelige Forhold, som bevirke et Anlæg dertil. Det er vistnok ikke umuligt, naar et saadant Nerveonde og den dermed følgende Skræk engang først har vundet en stor Magt over Sindene og det religiøse Liv vedbliver at have et noget sværmerisk Præg, at Ondet kan vedblive og forplante sig fra Slægt til Slægt; men rimeligt er det paa den anden Side heller ikke, at et eneste Tilfælde skulde kunne bevirke et saadant gjennem et helt Aarhundrede vedvarende Sygdomsanlæg, naar ikke andre Omstændigheder understøttede det. Saadanne har jeg imidlertid ikke seet omtalte, men det fortjener at erindres, at paa Færøerne, som ligger temmelig nær ved Shetlandsøerne, og hvis Forhold i saa mange Ting ligne Shetlandsøernes, er Folket, efter hvad der fortælles, meget ængsteligt og let at skræmme, saaledes at det hurtigt farer sammen og kvækker ved ethvert pludseligt Indtryk, f. Ex. ved stærk Lyd eller andre Overraskelser.
Jeg har i mit Skrift om de Sindssyge i Norge omtalt en saadan Egenskab som temmelig stærkt fremtrædende i en Egn i Norge, nemlig Listerlandet og dets Nabobygder, og paavist, hvorledes denne Egenskab hænger sammen med det store Antal Sindssyge der. Paa Færøerne er de Sindssyges Tal ogsaa meget stort, nemlig i Forhold som 1 til 110 Mennesker, medens det i Norge, hvor det dog er slemt nok, kun er omtrent 1 til 300.
Senere har jeg ogsaa i en anden Egn af Landet, Prestegjeldet Saltdalen i Nordland, fundet en lignende Svaghed for Indtryk, tildels med Tilbøjelighed til Krampetilfælde, som en Ejendommelighed hos mange af Indbyggerne; ogsaa her stod dette i Forbindelse med et overordentlig stort Antal Sindssyge i Forhold til Prestegjeldets ringe Omfang. I Sommeren 1861 skulde saaledes ifølge Opgave ialt 35 af de dalevende eller omtrent 1 af 40 Mennesker være eller have været sindssyg i dette Prestegjeld. Og
