slaa sig heftig, snart i Hænderne, snart paa Fødderne. Naar Præken og Sang er tilende, begynde de Ivrigste i Menigheden med høj Røst at bede og udtrykke derunder i de stærkeste Udtryk i Almindelighed først Frygten for Helvede, og derefter Kjærligheden til Gud og Glæden over Frelsen. De øvrige ytre da sin Deltagelse, i Begyndelsen med Sukke, der senere stige til Hulken og Skrig. Derpaa overlader enhver sig uden videre til sin Stemning, og medens den ene endnu hulker og skriger, slaar sig for sit Bryst eller ruller sig paa Gulvet, synger og raaber andre af Fryd: „Ære være“ o. s. v.
Et Methodistmøde ude i fri Luft i Dutchess County i Staten Ny York beskrives saaledes:
„Det begyndte en Mandag; nogle hundrede Personer vare tilstede; paa en Kant prækede og sang man, medens der paa en anden Kant hørtes en forvirret Larm af Mænd, Kvinder og Børn, som aflæssede sit Tøj og opsloge Telte. En Stund efter saa man en temmelig stor Del af de Tilstedeværende at skjælve, falde i Krampetrækninger og rulle sig paa Marken med Skum for Munden under heftig Skrigen. Dette kaldtes at „arbejde“. (Den samme Benævnelse brugtes om den samme Ting af de Konvulsionære i Frankrig). „Arbejdet“ vedvarede en Del af Natten, og imidlertid tændtes der Lys rundt omkring i Skoven; det hele fik derved et ganske ejendommeligt og gribende Udseende. I Løbet af de følgende Dage kom stadig flere til Tallet naaede 4000. Man dannede Grupper paa 40 og 50 Stykker, og i Midten af disse befandt sig da altid Mænd eller især Kvinder, tildels ogsaa Børn paa 6 og 7 Aar, som „arbejdede“, indtil de faldt i Afmagt. Det var en babylonisk Forvirring. Ingen kan tænke sig alle de Galskaber, som gik for sig. Et ungt Fruentimmer klædte sig af og styrtede sig i den forbiløbende Elv, hvor hun druknede; en anden aborterede (for ilde) o. s. v.“
