Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1862.djvu/139

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
135

ikke selv formaaede det. I 7 og 8 Aars Alderen, ja endog inden de fyldte 5 Aar bleve Børnene angrebne.

Vi skulle høre nogle samtidige Beretninger om saadanne Børn:

„Jeg har kjendt et Barn paa 5 Aar, som profeterede. Han har flere Gange i min Nærværelse haft Nedfaldssyge, med Kast paa Hoved og Krop. Derefter talte han og forudsagde Ulykker over Babylon og Velsignelse over Kirken. Han opfordrede med Iver til Bod; men den stakkels Lille var undertiden saa betaget, at Ordene kom meget afbrudte. Han brugte saadanne Udtryk som: mit Barn, jeg siger dig o. s. v.“

En anden fortæller saaledes: „Jeg har i A. seet 3–4 Børn mellem 3 og 6 Aar, som vare inspirerede. Jeg saa et paa 3 Aar, som blev grebet af Aanden og faldt omkring. Det var meget uroligt, slog sig heftig for Brystet og sagde, at det var Moderens Synder, som det led for. Det tilføjede, at nu var det de sidste Tider, nu gjaldt det at stride tappert for Troen og at angre sine Synder. En liden Pige paa 6 Aar laa først et Kvarter i Trækninger og begyndte saa at tale. Fader Moder, 2 Brødre og flere andre vare tilstede foruden mig. Hun sagde, at ingen af os bestilte andet end at synde mod Gud, og at vi maatte forandre vor Opførsel og leve skikkeligere for Fremtiden Hun tilføjede, at Babylons (den papistiske Kirkes) Undergang forestod om kort Tid o. s. v.“ Endog om endnu mindre Børn, som endnu laa i Vugge berettes det, hvorledes Efterlignelsesdriften bragte dem til at fremstamme Opfordringer til Bod.

Det var ikke sjelden, at de, der ikke paa anden Maade kunde opnaa at „faa Aanden“, gave sig til at faste. Naar Fasten havde varet længe nok, lykkedes det, som rimelig kunde være, ogsaa næsten altid; ti Svækkelse frembringer som