I Folkevennen for 1859 skrev jeg et langt Stykke om Almuebibliotheker, og navnlig meddelte jeg paa Side 111 det Cirkulære, som Kirke-Departementet i 1851 lod udgaa med fornøden Underretning for dem, som vilde søge Understøttelse for Almue-Bibliotheker af de Penge, som Storthinget dertil havde bevilget. Sidste Storthing bevilgede atter Penge til samme Brug, 400 Spd. aarlig i Budget-Terminen, og herom har Kirke-Departementet i Skrivelse af 2den Oktober f. A. sendt Underretning til samtlige Biskopper.
Men i denne Skrivelse – og det var især dette, jeg her vilde meddele Underretning om – giver Departementet nogle Tillæg til hint Cirkulære af 1854. Ordene lyde saa:
„Ved at meddele Foranstaaende til Efterretning for Hr. Biskoppen skal Departementet – – bemærke, at, skjønt man som Regel fremdeles vil anse det hensigtsmæssigst at knytte Tilstaaelsen af Bidrag i foran nævnte Øiemed til de hidtil gjældende Betingelser, antager Departementet dog tillige undtagelsesvis at kunne tilstede Afvigelser fra disse Betingelser med Hensyn til Bogsamlingernes Bestyrelse og Virkekreds, naar Omstændighederne iøvrigt afgive Betryggelse for, at Bidraget vil blive vel anvendt. Derhos agter Departementet fremtidig kun under aldeles særegne Forholde at tilstaa noget Distrikt gjentagne Bidrag, idet de Beløb, der kan tiltrænges til en Bogsamlings Fortsættelse, i Regelen ikke vil være større, end at de uden Vanskelighed kan tilveiebringes af vedkommende Distrikt selv, naar Sagen finder Deltagelse, og man, hvis denne Betingelse ikke indtræder, maa anse yderligere offentlige Tilskud for mindre vel anvendte.“
Altsaa, der gjøres ikke længer saa aldeles bestemte Fordringer med Hensyn til Almue-Bibliothekers Bestyrelse m. m.; ogsaa de mere frie Bogforeninger kunne nu, skjønt vel kun undtagelsesvis, faa Andel i Storthingets Bevilgning.
