Noget, at han stedse var omgivet af Vagtkarle, for hvilke han vilde give sig Skin af at være uskyldig og kjæk see Udfaldet af sin Sag imøde. Da han derimod for den sikkrere og lettere Varetægts Skyld blev henflyttet til Olsrud Arresthuus, fik han baade mere Ro til at læse Guds Ord, hvortil han stadigen opmuntredes, og det Indtryk, dette maatte gjøre paa ham, kunde ikke saa let afrystes ved letsindig Samtale med Uvedkommende. Vi tør vel ogsaa haabe, at det ikke har været aldeles uden Frugt, at baade min Fader og jeg i vore Samtaler med ham alvorligen foreholdt ham hans gruelige Misgjerning og dens fortjente Straf samt formanede ham til en snar og oprigtig Omvendelse. Det hendte ofte under saadanne Samtaler, at han rørtes til Taarer; men snart var han rigtignok igjen den gamle letsindige, ja tildels trodsige Mand. De Bøger, han, næst den hellige Skrift, helst læste, vare „Thomas a Kempis Christi Efterfølgelse“ og „Johan Arndts sande Christendom.“ Om end hans Sindsforandring nu ikke strax gav sig tilkjende ved en oprigtig Tilstaaelse af hans hele Brøde, har der dog sikkerlig rørt sig mange alvorlige Tanker i hans Hjerte, hvilket han ikke aldeles lukkede for Herrens Ord og hans Aands Paavirkning. Det kan vel og ansees som noget Godt ved ham, at han paa enkelte faa Undtagelser nær opførte sig ordentlig og stilfærdig i Arresten. Noget senere ud paa Sommeren fortalte han mig, at han havde en overordentlig stærk Følelse af sin Syndighed; han sagde, „at det forekom ham, som om hans Synder laa som uoverstigelige Bjerge mellem ham og Gud, og at han ikke kunde vente Andet end Straf af Herren.“ Tillige forstod han, at det eneste Middel til Redning var Troen paa Jesum Christum. Han begyndte da mere og mere at betænke Troens og Omvendelsens Nødvendighed og at forsøge paa i Troen at gribe den Herre Jesum Christum. Det vilde dog, som han selv tilstod, ikke ret lykkes for ham
