den Tid mange Baller og Selskaber blandt de velstaaende Gaardbrugere, og da var Even gjerne med som Skydsgut. Her var han da den Første i Drengestuen. Han spillede gjerne Kort, og det var ikke sjelden, at han vandt over 1 Spd. om Natten fra sine Kammerater. Disse vare vel ofte forbittrede paa ham; men han lod sig ikke kue, thi han var stærk, og der havde vist vanket alvorlig Prygl, dersom Nogen havde vovet at fornærme ham. Han var ikke hengiven til Drik; først da han var 24 Aar, havde han engang været beruset, og i dette Rus, hvor Lidenskaberne fik frit Spillerum, havde han indladt sig i et Slagsmaal, hvorfor han og blev indstevnt til Forligelseskommissionen, uden at Sagen dog kom videre. Denne hans Ædruelighed kom dog ikke af Samvittighedsfuldhed; snarere var han afholdende, fordi han ikke havde nogen naturlig Tilbøielighed til Drik, og fordi han var for klog og stolt til at ville nedværdige sig saaledes og paa den Maade miste sin Anseelse som en paalidelig og dygtig Karl.
Hvorledes stod det nu under hele denne Tid til med Evens Christendom? Det var visselig saare ilde. Hvad han havde lært i sin Børnelærdom brød han sig ikke om, det var gaaet ind ad det ene Øre og ud ad det andet. Derimod lyttede han gjerne til Lærdomme, der fra Mund til Mund (ved Tradition) forplantedes, usle Sætninger af den i det forrige Aarhundrede og langt ind i dette saa almindelige Fornuftreligion (Rationalisme). Han forklarede mig sine daværende Begreber omtrent med følgende Ord. „Jeg var ikke saa ugudelig, at jeg ikke troede, at der var en Gud til, men jeg tænkte som de Fleste, at Gud ikke tog det saa nøie med Menneskenes Ondskab; thi han, som havde skabt dem, kunde heller ikke ville styrte dem i Fordærvelse. Men paa Christum troede jeg ikke, og jeg tænkte, at Alt, hvad de rlærtes om ham og hans Apostle, om deres Liv og Lære, kun blev fremført for at holde Styr paa Menneskenes Ugudelighed og