det Strøg af Landet, i øst for den samme Linie. Og den første Aarsag til Uligheden i Hus-Skikkene mellem Bygderne i Øst og i Vest ligger i selve Naturforholdene, hvis overmægtige Indflydelse end ikke har kunnet udslettes til denne Dag og vel ikke vil kunne det paa længe.
Der er stor Forskjel paa den Opfattelse, at det Meget af det gammeldags Væsen, som unægtelig findes i de vestlandske Bygder fremfor i de østlandske, først og fremst er at tilskrive en selve Folket iboende Tilbøielighed til Uvirksomhed eller en medfødt Ubekvemhed for Udvikling og Fremskridt – og paa den Opfattelse, at det først og fremst er visse Naturgrunde, som have bestemt hin Ulighed i de huslige Forholde, hvilke Forholde igjen kunne have øvet enten en mere oplivende eller en mere hemmende og nedtrykkende Indflydelse paa Menneskenes Sind, uligt paa den ene og paa den anden Side.
Og der er en overmaade stor Forskjel paa den Uvillie, hvormed man lettelig fristes til at betragte et trægt og sløvt Folk, og paa den Deltagelse, som man uvilkaarlig føler for Medmennesker og Landsmænd, hvis Lod det blev at leve under ugunstige Naturforholde og at arbeide sig frem under fortrykte Kaar, saa smaat, saa smaat.
Det interesserer mig at tænke paa, hvordan vel det daglige Liv monne have været i en Røgovnstue og i en Arestue.
Umiddelbar efter Ildingen i en Røgovn udvikles Kulos af de Gløder, som ligge og ulme paa Gruen, og i Løbet af Dagen udvikles derhos kvalme Dunster formedelst Menneskenes Ophold, og al denne usunde Luft maa beholdes i Stuen, naar man skal have ret Nytte af den Dyd, som vi fandt ved Røgovnen, at den nemlig er Brændesparende. Thi aabner man Ljoren for at slippe Kulosen og
