Stuen og brugt der baade til at koge, varme og lyse, alt efter hvad vi nu kalde gammel Bonde-Vis. Og dette er den tidligste Oplysning, jeg har truffet til at se om dette Slags Ildsted her i Norge.[1]
Det er allerede fortalt, at eftersom Folk i Smaalenene, Romerike, Hedemarken o. s. v. i de senere Menneske-Aldere har sat Kakkelovn i Stuen og flyttet Peisen ud i et særskilt Rum, saa bliver dette kaldt Kjøkken og Navnet Peis ombyttet med Skorsten.
I nogle vestlandske Bygdelag, hvor man længst har ladet sig nøie med de sodede Røgstuers Simpelhed, der har man omsider indført med en Gang den nyere Indretning med Kakkelovn i Stuen og med Skorsten i særskilt Kjøkken, og her er Peisen neppe nok kjendt af Navn.
Meget af dette skal vel stedse være dunkelt og ubekjendt. Men det tør kanske blive klart af det Følgende, at som Peisen i Stuen minder om en meget tidlig Efterligning her i Landet af det mere fremskredne og civiliserede Udlands Hus-Skik, saa staar den igjen som et af de mærkeligste Kjendings-Tegn paa de store Bygde-Uligheder inden vore egne Grænser, i de mere fremskredne østlandske og de mere gammeldags vestlandske Bygder. Jeg skal her kun gjøre opmærksom paa dette Ene: i de ældgamle Stuer havde der været et stort Hul paa Faget eller en saakaldet Ljore, der paa en Gang tjente som Udgang for Røgen fra Arnestedet og som Vindue; men da man nu her paa Østlandet indrettede Ildsted med Røgpibe (Peis), saa fulgte det som af
- ↑ Hr. Lektor Unger har gjort mig opmærksom paa, at Ordet Skorsten forekommer i Knytlinga-Saga, som blev skreven paa Island rimeligvis i det 13de Aarhundrede. Det heder nemlig her om den danske Kong Knut (den Hellige), at han, efter at have faaet sit Banehug, „faldt i en Skorsten“ (Fornm. S. XI, 367). Men det maa erindres, at dette foregik i Danmark.