alene som en Forbedring i de ældre Tiders Simpelhed, men tillige som den sandsynlige Indledning til den yderligere Forandring, at man, naar et nyt Hus skal bygges, ganske sløifer Peisen i Stuen og istedet indretter særskilt Kjøkken med Skorsten (som Ildstedet nu bliver kaldt) – en gjennemgribende Forandring, ikke saa meget fordi Stuen fra nu af ikke mere skal oplyses med det muntre Baal fra Peisen, men fordi Adskillelsen i Dagligstue og Kjøkken atter pleier føre videre til Adskillelse mellem Husbondsfolket inde i Stuen og Arbeidsfolket ude i Kjøkkenet, Adskillelse med Hensyn til Kosthold og Arbeide og Omgjængelse. Paa Hedemarken er der allerede mange Bønderhuse uden Peis i Stuen, med Kakkelovn i Dagligstuen og Skorsten i et særskilt Kjøkken; i Gudbrandsdalen er dette vistnok yderst sjeldent endnu; hist er hin Standsforskjel med dens Lys- og Skyggesider betydelig udviklet, her er det endnu for det Meste saa, at Husbonden gaar i Arbeide og til Bords sammen med sine Tjenere og Husmænd. – Forestaar den samme Forandring i Gudbrandsdalen med? og skal den efter Gudbrandsdalens Exempel igjen indføres videre i Opdal og i Romsdalen, længer og længer mod Nord og mod Udkanterne? I Gudbrandsdalen synes jeg dog ellers at have sporet ligesom Sind til at holde paa den gamle Bygnings-Skiks Indretninger ved at udvikle dem til størst mulige Fuldkommenhed, saa det ikke skulde behøves at ombytte dem med nye – en Tanke, som allerede blev erindret ovenfor ved Talen om de pragtfulde Skabe i Modsætning til de fra Byerne komne Skatoller paa Hedemarken. Og nu mindes jeg, at netop i Gudbrandsdalen har en Bonde for nogle Aar siden fundet paa at lade støbe en egen Komfyr, saaledes indrettet, at den passer sammen med Peisen i Stuen og udgjør en Del af den, saa den ved første Øiekast ikke engang bemærkes: her kan man efter Behag brænde Baal paa Peisens Aarhelle efter ældgammel og munter
