Og naar saa mange Mennesker omkomme paa Havet,
hvor stort er saa deres Tal, som Aar om andet komme i
lignende Livs-Fare, men blive reddede ved tililende Hjælp?
Svarer Hjælpsomheden til Nøden? Tromsø Stift forfærder os med det store Tal paa Forulykkede – mon det i et lignende Forhold kunde tiltale os ved Prøver paa Mod og Manddom under Rednings-Forsøg?
Er det sikkert, at der gjøres, hvad gjøres kan, for at forebygge Farer eller bringe Redning?
Jeg har tænkt mig, at her kunde være noget at gjøre for et Selskab, som vilde vælge sig denne Gjenstand for veldædig og fædrelandssindet Virksomhed, et Selskab med det Formaal at sætte i Gang allehaande forebyggende og reddende Foranstaltninger med Hensyn til Ulykkes-Tilfælde paa Søen.
Om et saadant Selskab kunde faa indført som Sædvane, at alle Mennesker lærte at svømme, saa skulde Tallet paa de Menneskeliv, som alene derved kunde spares, kanske vorde meget betydeligt. Den, som kan svømme, kan i mange Tilfælde hjælpe sig selv op af Vandet; og den, som kan svømme, vil ofte kunne ile Andre til Hjælp.
Det er ganske forunderligt, hvor lidet Svømmekunsten er øvet af Almuens Ungdom paa mange Steder af vor Kyst. Og jeg synes, at det er utilbørligt. Jeg mindes selv fra min Barndom det Ord, som jeg nu og da hørte blandt Søfolk, at det var ikke godt at kunne svømme, for faldt man overbord ude paa vilde Havet, i en Storm, naar Hjælp var umulig, saa blev Pinen saa meget længer, naar man kunde svømme ognaturligvis anstrængte sig til Blodet. Altsaa en formelig Grundsætning, at man ikke bør lære at svømme. Sammen med denne ensidige Tanke har vel ogsaa Mageligheden virket Sit.
I disse Dage drives der paa, at Ungdommen skal lære at bruge Vaaben. Men med samme Iver og Vedhol-
