Jeg har hørt en ældre Mand fortælle noget om, hvordan det i hans første Minde saa ud inde i Stuen i gamle Huse i hans Hjembygd Indre Sogn.
Langs hele Gavlvæggen var en fast Bænk, som hed Pall, og fra Gavlvæggen af gik der fremdeles faste Bænke, som jeg tror hed Langbænkene, langs med begge Stuens Langvægge. Og Langbordet, som stod ind ved Gavlvæggen, var saa langt, at det rakte tvers over Stuen, saa der blev to Høisæder, et for hver Ende af Bordet. Det ene kaldtes slet og ret Høisædet, det andet derimod det næste Høisæde. Ved Bryllupsmaaltidet før Kirkereisen sad Brudgommen i hint, Bruden i dette; naar de kom tilbage fra Kirken, sad de sammen i det rette Høisæde.
Ved denne Beskrivelse mindes man om den Oldtids-Skik, at Høisædet var midt paa Langbænken, et paa den Bænk, som vendte mod Solen, for Husbonden selv, og et paa den modstaaende Bænk for den fornemste Gjæst (Side 241).
Men den samme Beskrivelse kan maaske ogsaa hjælpe til at forklare en Omstændighed, som man vil blive opmærksom paa ved at betragte de tre Grundtegninger Fig. 63, 64 og 65.
Her er kun et Høisæde i hver af de tre Stuer; men det har ikke samme Plads i dem alle, da det staar enten skraa over for Ildstedet eller jevnsides med det.
sten blomstrede da, men kom i Forfald under Folkets Vanmagt efter Sortedødens Ødelæggelser. Dette falder sammen med den Tanke, som har staaet for mig under Udarbeidelsen af denne hele Afhandling – den Tanke: at Husenes Historie monne være et Bidrag til Folkets Historie Bidrag til at lære at kjende Almuernes Velmagt og Kunst-Flid, med vexlende Uligheder efter Tidens og Stedets Omstændigheder.
