Før herskede Skikken, i Smaat og Stort. Naar en
Mand skulde bygge, saa holdt han sig ligefrem til Skikken.
Dels faldt det ham ikke ind andet, dels turde han ikke vove
sig paa egen Haand, af Frygt for, at hans Forsøg kanske
kunde falde uheldigt ud eller ialfald paadrage ham Ord for
Nyheds-Syge og Storagtighed.
Istedetfor hin Tryghed under Skikkens Ledebaand kan Bygherren nu ganske modsat føle en vis Lyst netop ved at vide sig ganske fri og tænke paa, at det beror paa ham, hvordan Huset skal blive. Saa overlægger han med sin Kone og sine Venner og reiser hen og beser de nyeste Huse i Egnen og prøver en hel Vinter igjennem det ene Forslag og Tegnings Udkast efter det andet og raadfører sig maaske med en virkelig Architekt, overveier atter og atter, hvor Dagligstuen skal være, hvor Sophaen skal have sin Plads, om der skal være særskilt Pigekammer og Spiskammer o. s. v. o. s. v
Det er altsaa blevet saa, at hver vil følge sit Sind, og det viser sig at være saa, som Ordsproget siger: Saa mange Hoveder, saa mange Sind. Følgen er, at medens før i Tiden en og samme Bygnings-Skik kunde udbrede sig Hus for Hus og Bygd for Bygd mellem Christiania-Fjorden og Dovre-Fjeld (Tømmerbygningen ens, samme Plads for hver Ting i Stuen, ligedan Indretning af Skabet), saa vil det nu være et rent Træf, om f. Ex. Sophaens Plads i Dagligstuen bliver ens paa to Nabo-Gaarde.
Denne Forskjel paa Husene forekommer mig overmaade interessant som et synligt Billede paa en modsvarende Forskjel i Menneskenes Tænkemaade og Sind.
Det er ikke til at begribe, hvorledes det skulde nu gaa til, eller ved hvilke Midler og Magter det herefter skulde kunne bevirkes, at der i hver eneste Dagligstue fra Skiens-Kanten til Tryssild skulde være f. Ex. en Sopha af en vis Model og staaende paa en vis Plads. Men omvendt falder det Nutidens Mennesker vanskeligt at sætte
