Først var det mig en Overraskelse, at den Stueform, som jeg i 1852 blev opmærksom paa i Ramloft-Stuen paa Løkkre i Lom (§ 2), paa Ramloftet nær mødte mig igjen ikke alene paa saa godt som hver Gaard i Lom, men i hver Bygd og hver Grænd i Gudbrandsdalens og Østerdalens Dalfører, mødte mig igjen saaledes, at om der end er en eller anden Grænd (saasom det nys omtalte Os Skole-Distrikt), hvor den nu før Tiden kun gjenfindes i en mindre Del af Husene, saa er der dog tydelige Spor af eller friske Sagn om, at den har været den herskende der ogsaa, indtil for en Menneske-Alder siden eller saa.
Denne samme Stueform gjenfandt jeg siden ogsaa i de ydre Bygder, Hedemarken, Romerike o. s. v., alt henimod Fredrikshald og Larvik, ja i Akers Sogn og selv blandt Træhusene i Christiania Forstæder, altsaa tæt omkring Akershus gamle Slot, dette Middelpunkt i denne store Landsdel eller det forrige Akershus (nu Christiania) Stift. Derefter har jeg da ogsaa taget Navnet.
Thi efter hvad jeg dels selv har seet, dels har erfaret af Andre, tør jeg antage, at den hersker eller har hersket omtrent saa vidt, som Stiftets Grændser gaa.
Og det maatte jeg endvidere finde, at strax man kommer udover disse Grændser paa Throndhjems-Siden, møder en anden Stueform,[1] og ligesaa paa <span title="Bergens-Siden" style="color:#00A000" alt="Bergens-Siden">Bergens-
- ↑ Da jeg engang for Storthingsbonden Ingebret Sæter i Opdal forklarede, hvad jeg forstod ved den akershusiske Form, sagde han, at i Opdal var der rigtignok nogle Huse af dette Slag; men det var gaaet saa til, at som Folket i Opdal altid har seet op til Gudbrandsdalen og hentet Ideer og Moder derfra, saa havde i Begyndelsen af dette Aarhundrede nogle Bønder, deriblandt I. Sæters Fader, bygget sig Huse udtrykkelig „efter synnafjells Maaten,“ d. e. efter gud-
