skulde bygges ny Kirke i Tolgens Hovedsogn, og Ingen kunde skjønne, hvorledes man skulde bære sig ad for at faa nedtaget det høie Taarn-Spir paa den faldefærdige gamle Kirke: Jon Berg paatog sig Arbeidet, og under hans sikkre Ledelse gik det saa jevnt og saa let. Jeg har hørt Bønder fortælle om det med sand Beundring.
En nøiagtig Beskrivelse over denne Mands Bygningsarbeider paa hans egen Gaard skulde være et oplysende Exempel paa hele Bygdens Flid i den sidste Mands-Alder. Indtil Aaret 1832 stod der paa Gaardspladsen paa hans ingenlunde store Eiendom ikke mindre end 23 Huse; deriblandt var en Sommerstue af 1673 og en Vinterstue af 1731, begge Sperrestuer, med to Klever ved Siden af den egentlige Stue (som i Fig. 29); men ellers var det mest ganske smaa og uanseelige Huse, som dem, vi saa beskrevne efter Aarbogen. Men nu staar der istedetfor denne Hus-Klynge en Samling af ganske faa, men tilstrækkelig store og langt bekvemmere Bygninger.
Men den nye Stue er ikke Sperrestue, og Skovens Tilstand i denne Egn gjør, at der, som sagt, ikke mere kan være Tanke om at fortsætte med denne Bygningsform. Som den baade anseelige og bekvemt indrettede Stuebygning paa Berg nu staar for min Erindring, maa jeg anse den som en Efterligning af den throndhjemske Stueform, den jeg senere hen kommer til at beskrive. Og hvorledes den gamle Skik holder paa at forsvinde her, det kan jeg oplyse ved et Exempel fra Dalsbygdens Nabo-Grænd eller Os Skole-Distrikt omkring Os Kirke i selve Glommendalen: i 1857, da jeg var her og forhørte mig om Tingen, stod der kun to Stuebygninger igjen af den østerdalske (og ligesaa gudbrandsdalske) Form, som for en Menneske-Alder siden ogsaa herskede i denne Bygd (et Stokværk, Stue med Kleev ved Siden, som i Fig. 3 eller Fig. 29), alle de andre
