Paa Gaarden Kroken i Storelvdalen er et eget
Hus bygget til Gjæstfrihedens Tjeneste, stort og bekvemt
i alle Maader, indredet paa By-Vis; men selv bor den
gamle Bonde i en Sperrestue. Dette er nu Noget, som
kan sees paa flere af de velstaaende Gaarde i dette Præstegjeld.
Men Dagligstuen paa Kroken er en af de interessanteste,
jeg har seet paa en Bondegaard, og det ikke alene
med sin Rummelighed og Høide, men hovedsagelig ved sit
heldige Forsøg paa at forene med den oprindelige Enfold
og Simpelhed noget af den Smag og Bekvemmelighed, som
Nutidens Indredning og Møblering kan give.
Ret saa, tænkte jeg, da jeg (i 1857) traadte ind i denne Stue; Bygdefolket skal ikke nødvendigvis være et gammeldags Folk og til alle Tider lade sig nøie med den Tarvelighed og Simpelhed, som var naturlig for Forfædrene, der ikke vidste af andet; men her ser jeg jo for mine øine, hvad jeg saa tidt har drømt om, at det gaar an at beholde den gamle Bygnings-Skik og dog bo godt og behageligt: det gjælder kun om at læmpe paa den, udvikle og forbedre den.
Min Tanke gik videre saa, at dersom en Bygmester med kunstnerisk Dannelse og et norsk Hjerte vilde tage sig af den østerdalske Sperrestue (saaledes som jeg indbilder mig, at de tydske Kunstnere have gjort, som have forædlet Sveitser-Bøndernes Bygnings-Skik), saa maatte han kunne gjøre noget udaf den, han maatte kunne fremstille en Bygningsform, som mindede om den gamle Skiks Eiendommelighed, og som derhos svarede til Bygdens forandrede Omstændigheder og Nutidens forøgede Behov, saa det ikke saa snart skulde falde den nyhedssyge Slægt ind at vrage den gamle Skik for den fremmede Mode. Det skulde just være en Sag for Østerdalens Stolthed, om Bygden, saa vidt og saa længe Skoven giver Midlerne, blev et Hjem for ægte norsk Træbygnings-Kunst, et Hjem for Kunsten, naar den kanske var flygtet fra andre Steder, et Hjem, hvor Kunsten trive-
