18
Disse Skabe ere ikke blot til Nytte i Stuen, men bidrage væsentlig til dens Prydelse; paa dem have altsaa vore Bygde-Snedkere viist os Prøver paa sin Kunst. Det skulde være artigt at have en Samling af Fremskabe og Høisædes-Skabe, fra ældre og nyere Tider og forskjellige Bygdelag, staaende i en Rad og altsaa fremstillende Kunstens Stigen og Smagens Forandringer. De ældste Exemplarer, jeg mindes at have seet, have ikke manglet det Slags Forsiring, som ligger i høvlede Lister og i Speil-Indlægninger (som paa vore Stue-Døre); denne Forsiringsmaade var vel ogsaa i lange Tider den eneste og blev tilsidst, som Skabene paa Løkkre ere gode Prøver paa, dreven til stor Fuldkommenhed. Saa kom der en ny Mode ind i Lom og flere Nabo-Bygder, nemlig det Slags Træskjærer- Kunst, som Bønderne kalde Krølle-Skurd, med fine Krøller og Slyngninger; i de seneste Aar er denne Kunst bleven indført i vor gode Hovedstad og er her kommen til Ære under Navn af norsk Træskjæring; men om jeg tør dømme efter hvad jeg har seet omkring i Landet, saa maa[1]
- ↑ Dom, Johannes’s Hoved paa et Fad, o. s. v.), Mindesmærker om en ældgammel Kunst, som ifølge aldeles bestemte Sagn mellem Bønderne var kjendt og øvet her og andre Steder i Gudbrandsdalen indtil for faa Menneske-Aldere siden, men som man nu kun kjender Navnet af; Upstad-Gogn heder nemlig Vævstolen, og hine Tepper derfor Upstad-Aaklæder. Paa et af disse Stykker saa jeg Aarstallet 1620 indvævet. Det Ord Vævning passer ikke ganske; thi Islætten bliver paa en Maade flettet eller „smøygt“ ind imellem Renningen; Haanden gjør her mere end paa en almindelig Vævstols-Maskine. – I Universitetets Samling af Oldsager bliver en Vævstol af det Slag nu i disse Dage opstillet, for at staa der som et Mindesmærke fra Oldtiden; selve Træet i den er ogsaa brunt af Ælde; men den er ellers hentet hid fra Bergens Stift, hvor Kunsten endnu øves saa smaat – thi der er Afstanden mellem Oldtiden og Nutiden ikke saa stor, som man ellers er vant til at tænke sig dem.
