Og paa Sandbo (Fig. 17) er en Dør-Sval bygget
paa lignende Maade (foran den Stuebygning paa to Stokværk,
som staar Væg i Væg med Sengeboden). Gavl-Toppen
og Vindskien sees fremstillet i Fig. 26 og 27.
Dette er den Krølle-Skurd eller Træskjærings-Kunst, hvis Skjønhed jeg berømmede ovenfor, ved Talen om Skabene (§ 6). Oftest var det nu inde i Husene, at jeg saa disse Snirkler og Krøller, paa Skabene og paa Knivskafter og Træskeer; men ikke sjelden mødte de mig ofte saaledes over Husdørene, som man nu har seet – som om Bygnings-Tømmeret havde Liv endnu og skjød Blad og sprang i Blomst. Netop her i Gudbrandsdalen, og det i Norddalen (Vaage, Lom og Lesje), blev mit Øie fortroligt med denne Træskjærings særegne Art, saa jeg kunde kjende den fra al anden Træskjæring. Men siden gjenkjendte jeg den samme Art paa Altertavler og Prædikestole, f. Ex. i Asker Kirke nær Christiania, altsaa i en Egn, hvor samme Kunst ellers ikke hører hjemme. Men disse Kirke-Prydelser (det kom jeg siden til Kundskab om) ere udførte i en Smag og Stil, som for er Par Hundrede Aar siden udvikledes i andre Lande og gik Europa rundt og altsaa ogsaa kom til Norge, og nu gjætter jeg paa, at de fingernemme Gudbrandsdøler have taget Kunsten netop efter saadanne Prøver og Mønstere, som de have truffet til at se paa Færdes-Reiser i andre Bygder. Ja, min Gisning gaar videre: Altertavlen og Prædikestolen i Lesje Hovedkirke er smykket med en Krølle-Skurd, der kanske er den rigeste og skjønneste Prøve, jeg har seet; men den er skaaret af en selvlært Bondemand af Sognet ved Navn Jakob Bersvendsen Klukstad, og det ved Midten af forrige Aarhundrede (thi 1749 blev Kirken bygget, og 1773 døde Manden);[1] og nu tænker jeg mig, at det kanske var
- ↑ Schøning, Reiseberetn., Budstikken for 1820, Side 637; Hjorthøy, Gudbrandsdalens Beskrivelse, II, 3.
