Østerdalen, hvor jeg (det var saa meget mere tilfældigt, som Huset var meget simpelt og uanseeligt) traf til at spørge om et gammelt Hus, jeg saa paa en Gaard, og fik høre det benævne og beskrive som en Senge-Bod. Nu var Huset overflødigt, saasom der var indrettet bedre Senge- og Klæde-Lofter i den nymodens Hovedbygning; men det var dog blevet staaende og havde beholdt sit gamle Navn.
Et Hus med samme Form (kun endnu simplere i alle Maader) samt med samme Bestemmelse og – om jeg ikke mindes meget feil – med samme Navn blev jeg i 1856 opmærksom paa i Tresfjorden i Vestnæs Prestegjeld i Romsdalen. Og da jeg nogle Dage efter i Nabo-Præstegjeldet Veø sad i Samtale med en vel kjendt Mand og blandt andet forhørte mig om den Skik, at Tjenestefolk have Natteleie i Fjøset, fik jeg høre, at denne Skik havde været der ogsaa, men var nu i den sidste Menneske-Alder forandret saa, at de sov i Senge-Boden, eller paa de Gaarde, hvor der i den senere Tid var bygget saakaldte Loft-Stuer, paa Loftet over Stuen. – Men nu maa jeg beklage, at jeg ikke ved samme Leilighed forhørte mig om eller lagde mig paa Minde, hvordan samme Sengebod pleiede være bygget og indrettet.
I Søndmør i Bergens Stift var der ved 1760 ifølge Strøms førnævnte Beskrivelse paa enhver velbygget Gaard (foruden „Stab-Buur“ til Madvarer) „en saakaldet Senge-Bod“ med Vinduer og Loft samt forsynet med Senge, hvor Reisende og andre Fremmede kunde finde Natteleie.[1]
I Søndfjord, længere syd i Bergens Stift, var der ved 1785, ifølge en Beskrivelse over Egnen af Sorenskriver Arentz,[2] ligeledes foruden „Stabbur“ for Madvarer en egen „Sengebod,“ som tildels var bygget „paa en
Kjelder eller anden Forhøining“ og da kaldtes „Loft;“ her
