De første Rydningsmænd i Landet maa have vidst at hjælpe sig med meget ringe Husvær. Jeg synes at skimte det hist og her i de gamle Sagaer, og et livagtigt Billede af hine oprindelige Tilstande, for Tusinde og maaske atter Tusinde Aar siden, tror jeg endog at se i Nutidens Rydnings-Pladse, i Udkanterne af de gamle Bygder. Saaledes husker jeg et Sted i Gudbrandsdalen: Folkene, som boede her, vare gamle nu, men de vare nygifte og unge, dengang de sattte sig ned her, og Konen fortalte mig, hvorledes hun havde havt Barnet hængende i et Slags Pose under Grenen af en gammel Furu, medens hun hjalp Manden med at fælde Træer og slæbe Stokkene sammen til det Hus, de byggede sig. Dengang var der nemlig tyk Skov paa denne Plads – ligesom over alt Norge i de første Indvandrendes Tid.
Jeg vil prøve at fortælle, hvorledes jeg tænker mig Begyndelsen og Udviklingen.
Selv de første Rydningsmænd gav sig vist ikke, før de havde faaet sig særskilte Huse for Hesten og Koen, saa de slap at have dem inde hos sig i Stuen om Vinteren. Den Forskjel imellem Udhuse paa den ene Side og Fremhuse, Forhuse eller Indhuse paa den anden Side forestiller jeg mig saa gammel som Landets Bebyggelse[1].
Det er Indhusene, jeg tænker at tale om.
- ↑ Naar vi se, at Gaardens Tjenere og voxne Børn endnu paa mange Steder, ja i flere Bygder ganske almindelig om Vinteren ty til det lune Fjøs som deres Soverum, saa maa vi vist antage, at dette har været brugeligt i For-
