et saadant Kaart baade saa billigt, at Almuesmanden kunde eie det, og saa forsvarligt godt, at hver Mand kunde være tjent med at have det paa sin Væg. Og se, nu har Folkeoplysnings-Selskabet udgivet et Kaart med denne Hensigt – paa Prøve, faar jeg vel sige. Thi vel tror jeg, at det er saa fuldkomment, som det for billig Pris kunde skaffes her i Landet nu for Tiden; men jeg kan godt tænke mig, at det i en og anden Henseende vil befindes mindre heldigt eller hensigtsmæssigt. Men det er derfor, jeg siger paa Prøve. Dette Kaart omfatter alle de tre nordiske Riger; naar der kanske om fem Aar kan blive Leilighed til at faa udarbeidet og udgivet et Godtkjøbs Kaart af lignende Størrelse særskilt over Norge, saa skulle de Mangler, vi nu kunne blive opmærksomme paa, tjene som Afvisere, saa Maalet kan naaes des sikkrere.
Hvad jeg ellers egentlig vilde tale om her, det var dette, at vil man have nogen Fornøielse af et saadant Kaart, saa bør man ikke udsætte med at indrette det til Vægge-Kaart. Mit Exemplar hænger allerede paa Væggen, og jeg synes, det tager sig godt ud der. Men jeg kom til at tænke paa de mange Medlemmer af Selskabet, som bo omkring i vore vidtløftige Bygder og langt borte fra Bogbindere, og for at kunne forklare for dem, hvorledes de selv kunne hefte Kaart-Pladerne sammen og klæbe dem paa Lærred, gik jeg ind til en Bogbinder, saa paa hans Arbeide og lærte Kunsten.
Recepten lyder saa: Tag Bagste-Fjælen eller en lignende ganske jevn Flade af Træ, og still den skraa op og ned, spænd derpaa med smaa Spiger et Stykke Bomulds-Lærred, som er en Fingerbred større end Kaartet paa alle Kanter (det maa staa stramt, men ikke strækkes eller tøies), tag saa den nordlige eller øvre Plade af Kaartet, smør i største Skynding Klister paa Bagsiden, løft Papiret i de to øvre Hjørner, læg det saaledes paa Lærredet, at det netop
