bedste Forfattere monne være istand til at udtale i almindelig jevn norsk Stil. En saadan Læsekreds skulde man omsider lære at agte som en meget anstændig Del af vort Folk, og det skulde ikke fordres af ellers dygtige og yndede Forfattere, at de, naar de ville skrive for Folkevennen, skulle gjøre Vold paa sig selv og forsøge paa at skrive paa en særegen Maner, som man indbilder sig mere skulde tiltale en Læsekreds, der endnu ikke er 6 neppe vil blive samlet om vort Tidsskrift.
Thi saaledes at gjøre Vold paa sig selv, det er Noget, som vanskelig en retskaffen Forfatter bekvemmer sig til. Og det er en væsentlig Ting for et Tidsskrift som Folkevennen, at der raader en retskaffen Villie. Den er maaske i Længden den bedste Folkeskribent, som mest redeligt og inderligt vil Folkets Vel og i sin Iver derfor ikke stort ændser Stilen og Bogstaverne.
Men hver Fugl synger med sit Neb, og nogle Øren ville have det saa, andre saa. Derfor ønskeligt, om vort Tidsskrift jevnlig kunde byde sin Læsekreds en udvalgt Samling af flere folkevenlige Forfatteres Arbeider, og jeg tror at kunne indestaa for, at Mængden af Folkevennens Læsere vilde sætte stor Pris paa, at nu en, nu en anden af vore kjendte Digtere, Videnskabsmænd, Talere, vilde benytte vort Tidsskrift som Mark for deres aandelige Virken.
Eilert Sundt.
